I dagens afsnit af 'Matador' er vi kommet til afslutningen af krigen.
Alligevel bliver det aldrig rigtig hverken farligt eller gennemført nok til, at jeg kan hidse mig op over det.
Ganske som i titlen befinder vi os i 'Den 11. time' af krigen, og det ender tilmed med Hitlers død – og hr. lærer Andersens, og begge dele kan fejres i det skjulte.
Misse glæder sig til at være enkefrue efter en mand, der stressede hende og lod hende fortsætte klaverspillet for ekstra håndører, og Varnæs-familien råber hurra for det mere historiske dødsfald, som de desværre har smidt flaget ud til at flage på halvt over.
Forinden mærker vi spændingen over den snarlige afslutning, for så venter »eventyrerne, hvor alle får hinanden«, som Kristen siger, da han kysser Elisabeth, som tilmed skaffer ham Brahms klavertrio tilbage, som Iben byttede væk.
For efter at have spændet efter sin mand, ender en vidunderligt afstemt Iben med at bekende, at hun hellere så sig i Elisabeths liv, selvom hun »de første år, vi var gift, kunne have flået håret af Dem«.
Men nu ved Iben, at det kuldsejlede ægteskab også er hendes egen fortjeneste, og snarere må Elisabeth »gerne beholde ham«.
Hun bliver heldigvis helt »underligt« glad, da hun får den »store pakke forærende« – også selv om hun sågar har drukket dus med doktor Hansen, som tager det næsten ligegyldigt pænt at være ude i kulden igen.
Hurtigt efter må både lægen og Kristen dog gå under jorden, da en stikker må være på spil, og Elisabeth flytter tilbage og »fylder så godt« i Varnæs-familien.
Krigen har heller endnu ikke sluppet, allerede Sofus Betjent er gået under jorden, og tjener Boldt ender med kødsår og forstuvning for sin sortbørshandel.
Der skal da også stadig drikkes te – eller kaffe, det betyder ikke så meget – af kaffekopper for at dække over øllen, ligesom tørven driller de fleste.
Men langsomt har radioudsendelserne ændret karakter, så de nu hylder de danske sabotører, der før blev udskældt og frarådet.
Det er sågar modsat rørende at se, hvordan faldne Holger trods alt nåede at skabe forbindelser til sine nazikammerater, der løber land og rige rundt for hans vennetjenester med et brev og en russisk ikon til den datter, han var så stolt af, selvom hun ikke var officiel familie.
Ingeborg lader sig da også rive med og ønsker farvel, mens Mads straks vil brænde det hele, før Ellen hører noget.
Krigens blivende rædsel er dog tydeligst hos den »forbandede« Ulla, for hvem det »altid ender skidt«, for end ikke hendes sorg er smuk over tabet af sin Poul, der bliver skudt foran deres pensionat, bedst som de skulle giftes og flytte sammen i Mølleparken.
Mads derimod er en kompleks fornøjelse, for selv om han er beklem ved at trøste Ulla, så prøver han, og han skænker da også selv alkohol til Agnes og bander sågar næsten ved overraskelsen om, at hun har overtalt den protesterende uforudsigelige Katrine til at sælge sig huset og dermed vundet deres væddemål, som han ligeledes forbløffende velvilligt punger ud til.
For penge er ikke det eneste, han husker, forsikrer han om, og selv overfor Elisabeth Friis må han med nærmest sin kones ord indrømme, at han nok har »en mani med, at alt skal være på den rette plads«.
Samtidig er han dog overbevist om, at »ingen har opgivet alt« under krigen, mens han nu må involvere Jørgen Varnæs, og ikke sin kone, for lyssky at kunne købe Havgården og udstikke den til grunde.
Man kunne have håbet på mere dramatik her ved krigens endeligt i 'Matador', men det er måske også for meget at bede om.
I stedet får vi lidt komik og romantik – og nye, interessante lag til Mads Skjern sågar.