Juleanmeldelse: Matador 19. december – Av mit hjerte – dét er hamrende stærkt tv

UPS! Drillenissen har været på spil, for i går kom anmeldelsen for episode 20 ud. Derfor får I i dag anmeldelsen for episode 19. Beklager bøvlet!

Dagens afsnit 'Matador' starter tungt ud – men slutter hamrende stærkt.

Først er vi i den ekstra lange intro igen tilbage til overforklaringerne.

Det påpeges eksempelvis ganske direkte, at ambitiøse Agnes ligefrem »i Rødes fravær oparbejder en blomstrende forretning«, men heldigvis får vi lov at følge hendes fantastisk komplekse udvikling.

Agnes beretter først stolt om, hvordan hendes drenge »i hvert fald skal se ordentlige ud«, så selv Laura må minde hende om ikke at være »for storagtig«.

Men Agnes vil også have respekt for det, hun »slås for«, så hun lader frk. Jørgensen arbejde for sig, selvom hun »vigter sig«, og sender fornærmet besked til flygtede Røde om, at hun og drengene også klarer sig.

Til sidst leder hendes syn for krigens nødvendige genanvendelse og damernes kår hende til at »blande« sin forretning, og let rødmende, men dybt charmerende ender hun med et samarbejde om sine gamle, malede bakker med Mads Skjern.

Han kan dog kun byde på en cigar, da han er »vant til at handle med herrer«, og jeg håber i mit stille sind på, at Agnes bliver den hårdeste ryger i mandeklubben.

Men samtidig drømmer hun ikke større end at »prøve at købe huset og så indrette det pænt«.

En »måske for dygtig« forretningsmand er derimod Skjold Hansen, der dårligt har fået konsulen i jorden, før han vil overtage hans plads som formand, og som her mod krigens endeligt kaldes »værnemager« af cykelhandlerens »tre gadeunger« for sine mange samarbejder med tyskerne.

Skjold Hansen mener derimod selv, at tiderne, »de får sgu skyld for meget«, mens han forlyster sig på samme baggrund på Postgaarden.

Endnu en elskelig skurk er den charmerende »playboy« Jørgen, som jeg nyder at se med overhånden på Mads Skjern, hvis yderste konsekvenser sagføreren allerede har forsøgt sig med. 

Og lykken vil ingen ende tage, da den kloge kvinde igen ler sidst, når hans salige tante Møhge »rejser sig fra graven igen« og sikrer Varnæs-brødrene sin arv foran den kommende fru Misses grådige lærer Andersen.

Ubærligt genial komik og smerteligt realistisk tragik
Den bedste scene er dog, da familien Varnæs får frk. Østengram på besøg og finder ud af, at Regitze har snydt dem alle og er stukket af til København for at blive Miss Vår.

For inden afsløringen fortæller frøkenen stolt om husholdningsskolens mange konkurrencer, herunder i hareflåning, som Regitze sprang over.

Da hr. Varnæs forsøger at gøre sig morsom med et »så må vi håbe, hun ikke bliver gift med en jæger«, er der komisk timing helt ud i det ubærligt geniale, når familiemedlemmerne tydeligt fortrænger grinene, men ikke kan skjule deres indbyrdes dynamik, mens frøkenen vidunderligt akavet længe rækker efter sukkerknalder.

Med den scene, så går det nok, at Regitze-konflikten aldrig bliver brugt til mere end at slå fast, at hun er »så fræk og obsternasig«, som hun alligevel får lov bare at blive hos Ulrik i København.

For det er altså familiescenerne, der er dagens sylespidse gevinst.

Det kan dog virke lidt opstillet, hvordan Ingeborg er helt forgabt i sønnen Daniel, men nærmest per refleks irettesætter nygifte Ellen, som vidst selv er skyld i, hun aldrig hører til Daniel og vidst nok også selv er fra provinsen. Mens Mads Skjern fastslår, at det aldrig har været nødvendigt at rette på Ellen, der ellers ikke engang tager sig tid til at se sin far, som kalder broren Daniel for »en mærkelig dreng« og bider sig fast i hans fejlende afgangseksamen.

Og endelig falder Ingeborg fra tinderne, når hun smerteligt realistisk beder sin mand, om han »for helvede ikke kan lade den dreng være i fred«. Selv »pattebarnet« grisehandler Larsen får et par røfler med i svinget for sine forsøg på at lette stemningen med lidt sladder.

Til sidst må Daniels gæst – ikke kæresten, men reservemoren frk. Mose – prøve at tale Mads Skjern til fornuft og minde om kvaliteten af kunstnersønnens modetegninger. 

Kun rosen fra chefen trænger dog igennem, før direktør Skjern må indrømme, at hans modstand bunder mest i, at »min søn ikke skal være sypige«.

Daniels tegninger ender dog i butiksruden alligevel – til stor beundring fra stilrigtige, købeklare fru Varnæs, som Mads dog dårligt forsøger at sælge et eksemplar til.

Særligt Agnes udvikler sig i interessante retninger i dagens afsnit, der tilmed vrimler med nuancerede kvindeperspektiver, som smerteligt realistisk træder frem i stærke familiescener, hvor ikke mindst mesterlige Ghita Nørby endelig lader Ingeborg falde lidt fra tinderne.