I 'De voksnes rækker' får vi igen på raffineret vis små, interessante perspektiver på, hvordan livet var herhjemme under besættelsestiden.
Men det er altså ikke alt, der slipper lige succesfuldt ud gennem skærmen.
I første omgang er det rørende at se, hvordan der i lille Korsbæk er opbakning til den først drillede, nu forfulgte kommunist Røde.
Selv den højreorienterede politimand tillader ham at stikke af, grisehandlerfamilien tager selvfølgelig igen politiske flygtninge ind, og lægen faciliterer en hemmelig genforening med Agnes, der tilgivende lader sine børns far mærke sin kærlighed.
Men også i småtingsafdelingen får vi flere interessante perspektiver på, hvordan besættelsestiden blev håndteret.
Der er politimanden Sofus, der beordres at trave med det tyske militærorkester, og Boldt, der er underlagt faste lukketider på cafeen, hvor han kammeratligt forhandler om smørmærker med Fede.
For en kort bemærkning inviterer Iben også badegæster over til at nyde deres endnu varme vand og den plade, hun har måttet bytte sig til – og er det sågar hash, hun er begyndt at ryge nu?
Og så ser vi Kviks famøse tyskertrick, som måske faldt lidt fladt, fordi jeg havde hørt om det forinden og dermed bygget det op som noget mere særligt end at få peget af en halv frikadelle.
Til gengæld er det ret nuttet at se, hvordan grisehandleren hurtigt lokkes glad igen, da Daniel kommer forbi med en ny Kvik.
Men der er også alvor at spore, som når grisehandleren tager Hitler af indersiden af tønden, eller Ingeborg, der må insistere på, at der tales korrekt til også de tyske kunder.
Til gengæld er det mindre vellykket fremført, at Elisabeth, lægen og Kristen simpelthen »går til modstand mod tyskerne under dække af at spille kammermusik«, som det hedder sig i programbeskrivelsen.
For den eneste hentydning til, at Elisabeth skulle gøre noget sådant, er Maude, der blot siger »Du er da ikke begyndt?«.
I stedet er det den slet ikke nævnte fuldmægtige Poul Christensens »ukloge« hemmelighedskræmmerier med lægen i banken, vi ser en masse til, før »violinisten med kørekortet«, den gode Kristen, lader vide, at han også »vil bruges til noget«.
Deres planer vedtages nok i morgendagens intro, så vi alle er med igen.
Pludselige dødsfald og uklare sammenfald
I den modsatte lejr kommer Holger til Korsbæk og forklarer hurtigere, end spændingen når at blive færdigbygget, at han vil se Ellen på sin orlov fra det nazistiske regiment Nordland.
Det er urovækkende, som han af den grund pludselig har magt over Skjern-familien, men han tager heldigvis meget pænt, at Ellen som et dække er taget med baronen på ferie i stedet.
Problemet udskydes dog blot, mens den smukke, pludseligt voksne Ellen svinger lidt imellem, om hun vil have den barnlige Ulrik Varnæs, der bringer sin førende, nyudnævnte formands-mor i seng igen efter at have stjålet Boldts præservativautomat, eller den passende direktørsøn Mogens Lamborg, som holder sig fri fra stuearrester, men gerne sætter en ægteskabelig stopper for Ellens kommende lægestudier.
Til sidst sejrer han muligvis også, for Ellen tager – vidst uforlovet – fra sin sidste dansetime til husholdningsskole på Brydesø.
Men mon ikke, vi igen finder ud af, at Ingeborg, der skyldtynget forklarer, at hun serverede Ulrik den alkohol, som nok opildnede ham til at stjæle automaten, og som er loren ved den kedelige bejler og hans tysksamarbejdende far, får ret.
For Mads virker til at skulle lære – ansporet af krigens uretfærdigheder – at familien er det vigtigste.
Han indvilger da også i sin svigermors ønske om at bringe Røde sikkert til arbejde i København, men må alligevel slå fast, at han ikke kan risikere noget – med tanke på forretningen, tilføjer han skuffende.
Han har heller ikke meget forståelse for, at sønnen Daniel måske hellere vil være maler end »noget, man kan leve af«, som at være lærling i Sand i Hillerød.
Lærer Andersen derimod overgår glubsk fra den afvisende fru Violet til den imponerede Misse, som har arvet kosteligt, da fru Fernando Møhge alt for pludseligt »faldt i åben kamp« efter at have losset en tysk soldat, der ikke ville lukke hende igennem vejafspærringen.
Der er flere succesfulde bemærkninger om krigens indflydelse, som trænger helt ind under huden, og det trækker os op i dagens afsnit.
For både tyskertricket og Møhges alt for pludselige dødsfald skuffer mig, ligesom der bygges for kluntet op til Holgers håndsrækning efter sin familie, Ellens valg mellem sine bejlere og et åbenbart ulmende modstandsoprør.