Juleanmeldelse: Matador 14. december – Endelig tilbage på sporet!

De sidste par dage har jeg været efterladt med alt for mange uklare udviklinger og snørklede spørgsmål.

Men i dagens afsnit er 'Matador' endelig tilbage på sporet igen!

I 'Brikkerne' kæmper Ingeborg Skjern imod, at hendes »mand har en eller anden idé om, at jeg skal sidde til stads fra nu af«, selvom hun længes efter kunderne og pakkehylderne.

Ingeborg får da også lov at blande sig i forretningerne, og til sidst sidder hun simpelthen i Mads Skjerns stol og ender som direktør for dagen med at få bragt frisørinden og butikken i Skælskørs nye bestyrer, den skuffede Arnold Vinter, sammen igen.

Han lovede ellers chefen at være »en fri mand«, da han troede, han skulle være direktør i København, men måske kan han nu alligevel finde sammen med en frisørinde, der »ikke engang kan stave«?

Frisørindens mor har derimod høje tanker om sin datter, hendes plads og ambitioner, og fastslår, at det er Arnold, der er »et skvat«.

Fru Violet var ellers klar til at bruge hele arven fra nedfaldne hr. Schwann – et kostbart maleri af Jens Juel – på at få frisørinden til at forsvinde med barnet, der er noget nær ulovligt undfanget i en port.

I stedet får hun en »madkæreste« i den hårdføre og udspekulerede lærer Andersen, der netop er blevet fyret som »klods om benet« af sin tidligere Ilona fra skolen.

For Mads Skjern, der ellers sendte sin syge Daniel i skole, finder sig ikke i, at læren, han vragede som organist, nu forfordeler sønnen og lade ham stå i kulden under undervisningen.

Og mon ikke, hjemvendte Vicki Hackel så kan få den nye stilling, hun netop forinden havde efterspurgt, så hun kan komme hjem til sin syge far obersten og trøstes af vennerne i sorgen over, at hendes pludselige flamme Hebert Schmidt formentlig er død i krigen efter måneders tavshed.

Afsnittets lune er derimod den gode Laura, der ubehjælpsomt forsvarer, hvorfor forældrene Varnæs ikke selv kan holdes vågne af deres lille Helle, eller hvorfor gravide kvinder kun kan arbejde i hjemmet.

Og bedst som Røde siger hende imod bag sin udgave af Arbejderbladet, får han selv en opsang fra konen Agnes om, at kvindernes »himmelflugt måske kom, når mænd lærte at hente deres øller selv«.

Samtidig ligner det også, at onkel Jørgen endelig får en opvågning, når han ikke bare kan være en fri fugl med fast gage.

For i så fald er der andre, der må betale – eksempelvis hans bror, som nu får en ekstra etage Skjold Hansen-butik i baghaven.

Men Hans Christian Varnæs har selv vist tegn på at ville samarbejde med Mads Skjern, og som symbolet på arbejdsomhed, der ikke glemmer familien, undskylder han nu og beder sin gamle konkurrent om at lade lillebror Jørgen tjene lidt ekstra ved også at kunne tilbyde juridisk bistand i sin egen bank.

Maude Varnæs er også landet meget bedre som helstøbt karakter.

Hun hverken ryger eller drikker sherry længere og kan stadig bryde i gråd over uoverensstemmelserne med datteren Regitze, men nu trøster hun sågar frisørinden og lader hende gå midt i sin frisering – selvom hun stadig børster sengen af bagefter.

Vi forklares også endelig, at Kristen Andersen-Skjern vil have en »hausfrau«, mens Iben drømmer om andet end at være dømt til at passe hjemmet. 

Men en bankdirektør kan jo »ikke have en berider som kone«, så der anes i stedet håb for romancen med Elisabeth Friis, for det er måske bedre med én, som »tæsker orglet i Vor Frue«.

Vi får stærke, helstøbte kvindefigurer og endelig igen meningsfulde hentydninger, der afklarer de væsentligste emner og lader de uafklarede drive historien videre.

Jeg er underholdt og spændt på mere. Mesterligt!