Influenceren Belle Gibsons historie var et vaskeægte mirakel.
Trods en ondartet hjernetumor formåede hun i årevis at holde kræften for døren ved at spise sundt. En levevis hun omsatte til en ekstremt populær app, som ikke bare gjorde hende til et ikon - men millionær. Hendes historie havde bare ét problem.
Det hele var løgn.
Nu er den helt vanvittige men desværre sande historie blevet til en tv-serie på Netflix. Og gudskelov for det!
Gennem seks episoder udfolder serien ‘Apple Cider Vinegar’ hele den spektakulære historie om den australske influencer.
En historie, der simpelthen gjorde mig så rasende, mens jeg samtidig ikke kunne få nok af det her vilde fupnummer.
Netflix-serien følger den unge Belle Gibson, der kommer fra hårde kår, bliver mor i en ung alder og føler sig ensom og isoleret. Kollegerne vil ikke komme til hendes babyshower, og hendes ret uduelige kæreste gider ikke engang gå ned og købe bleer.
I et chatforum ser hun, hvordan medlidenheden strømmer ind til en kræftramt kvinde, og Belle vil have en bid af den kage. Hun opdigter en kræftsygdom i hjernen - og støtten og de trøstende ord vælter ind.
Det bliver startskuddet til et kæmpe spind af løgne, og da hun falder over en influencer, der har fået en stor følgerskare ved at fortælle, hvordan hun har overvundet sin kræft ved at spise sundt og drikke juice, kopierer hun også hurtigt den idé.
I 2013 starter Belle Gibson appen The Whole Pantry, som bliver en gigantisk succes, og allerede året efter bliver app’en til en succesfuld kogebog.
Samme år lander nyheden om, at app’en vil være preinstalleret på alle Apple Watches, når det lanceres.
Belle Gibson bliver kåret til Elle Australiens ‘mest inspirerende kvinde du vil møde i år’ - og succesen vil ingen ende tage.
Lige indtil det hele ramler.
I 2015 skriver to journalister fra den australske avis The Age, hvordan Belle Gibson aldrig har betalt de penge til forskellige velgørenhedsorganisationer, som hun har lovet.

Det bliver starten på enden og senere samme år erkender hun, til dels, sin løgn.
Serien er baseret på den sande historie, mens flere elementer er fiktive, og den leger drilsk med netop seerens opfattelse af virkeligheden ved at hoppe i kronologien og skifte perspektiv.
Jeg kendte kun sagen om Belle Gibson overfladisk, da jeg så ‘Apple Cider Vinegar’, og jeg måtte konstant google, mens jeg tabte kæben over den ene sindssyge udvikling efter den anden.
Styrken i disse historier, der er baseret på en sand historie, er netop, at man lader sig rive fuldt og helt med.
Forargelsen når vi ser Belle Gibson snyde en familie til en kræftramt dreng er næsten ikke til at være i - for det gjorde hun rent faktisk i virkeligheden.
Og selvom sagen om Belle Gibson nu er over 10 år gammel, så føles den fortsat uhyggeligt aktuel og kunne lige så godt foregå i dag, hvor influencer-økonomien kun er eksploderet endnu mere.
Bare i Danmark har vi de seneste år set utallige eksempler på falsk markedsføring, manglende deklarering og decideret misinformation fra influencere.
Var du træt af influencere i forvejen, så vil du få decideret influencer-syge, når du har set 'Apple Cider Vinegar'.
Men lad endelig ikke det holde dig fra at se serien, som på en tragisk baggrund er et virkelig solidt stykke underholdning.
Virkelighedens Belle Gibson blev i 2017 dømt til at betale godt 1,7 millioner danske kroner i bøde for blandt andet falsk markedsføring.
Penge hun dog aldrig har betalt.

