Ud af det blå, cirka et år efter at Hugo Helmig sidste forår blev taget i en kokainrus, der satte hans fremadstormende karriere på standby, udgiver han nu første del af et album, hvor der åbnes op for de mørke sider.
Han ved godt, at han har fejlet. Han ved godt, at han har gjort folk kede af det. Nu forsøger han at forklare sig og komme videre.
Det 19 minutter lange minialbum, der har fået titlen ’Lulu Vol 1.’ opkaldt efter det kælenavn, hans mor gav ham, da han var lille, indledes netop med en hilsen til hans mor, Renee Toft Simonsen. Hende, der på ulykkelig vis måtte ringe til politiet, da hun så sin søn løbe psykotisk rundt på gaden:
»Oh mama, oh mama, I don’t want you to see. I gotta go if you call the police,« synger Hugo Helmig på albummets måske stærkeste nummer, ‘Curtains of My Life’, hvor der går mørk R&B i den som en dansk The Weeknd.
Allerede på sit forrige album ’Juvenile’, der udkom lige før helvede brød løs, nævnte han i en strofe, hvordan der løb kokain ned i afløbet.
Dengang forklarede han i et interview med B.T., at det bare var noget, han sang, for at det skulle lyde storladent, og at det var ren fiktion.
Det viste sig jo desværre, at det var det ikke, og nu åbner Hugo Helmig altså op og fortsætter på ’Curtains of My Life’ med at synge om sine skrupler over at lyve for omverdenen og sine nærmeste.
»Won’t pick up baby, stop calling, no dance, no wedding, no nothing,« lyder blandt andet en linje, der kan tolkes som en frustreret hilsen til kæresten Marie, som han blev forlovet med i efteråret 2018.
»Baby can you give me one more chance,« fortsætter han videre til sin udkårne på den flotte klaverballade ‘Tell Me To Stay’, der giver association til popkollegaen Christophers Asien-hit ’Heartbeats’.
Hugo Helmig er stadig kun 21 år. Som søn af Thomas Helmig og Renee Toft Simonsen og med gennembrudshits som ’Please Don’t Lie’ og ’Wild’ red han på en bølge af succes, men han endte åbenbart også ofte alene fuld af selvhad og dårlige tanker.
Her er det altså vildt at høre, hvordan så ung en fyr som en anden badboy-Bieber nu må hive op i sig selv.
»Now it hurts when I look in the mirror. But I’m fine when you ask how I am,« synger han blandt andet på ‘Boys Don’t Cry’, der musikalsk netop samler tråden op fra den guitarlyd, han kom frem på.
Ikke alle sange holder samme høje niveau som de første åbningsnumre.
Albummet er generelt set en sjov blanding af mørk R&B, legesyge produktioner og nedslag om kokainmisbrug og ensomhed, blandet med et par lidt for stille ballader.
Til gengæld slutter han stærkt af med ’It Took Some Time’, hvor han bider lidt fra sig og blandt andet langer ud efter medierne.
»I don’t care if they write something new exciting shit about me. I almost never read,« synger han og føler sig samtidig misforstået:
»It took some time to get over the worst of this shit. Surprised how much they all misunderstand.«
Man skal forstå, at hans misbrug ikke skyldtes lidt for festlige byture, men at problemerne er opstået, når han har siddet alene derhjemme med sine tanker.
’It Took Some Time’ afslutter albummet med en lys, sjov nærmest country-tone og dermed håb for fremtiden.
Hugo Helmig er stadig et kæmpe talent. Nu må fremtiden vise, om hans nedtur blot var et bump på vejen.
