Forrygende, festligt, men på flere måder også helt forkert.
Efter et par års pause vendte Thomas Helmig fredag aften tilbage på den store scene i Royal Arena med et show, der blev båret af de store hits, men som også fejlede på flere punkter.
61-årige Thomas Helmig er stadig still going strong. Som sådan.
Hans stemme er ikke længere så kraftfuld – hvilket betød, at han undervejs i Royal Arena en gang imellem druknede i sit som altid velspillende band.
Men hvad hans stemme mangler i kraft, har han stadig i karisma, og flere gange gik der nærmest Hugh Grant a la 'Love Actually' i den i måden, han dansede rundt på.
Jeg har en fornemmelse af, at koncerten var en kopi af den, han gav i Amager Bio for en uge siden.
Han plejer som bekendt at bruge et mindre spillested som opvarmning, før det for alvor går løs.
Men hvor de intime rammer formentlig skabte en helt unik atmosfære, når han spillede de mere inderlige numre, fungerede det langt fra i Royal Arenas enorme rammer.
Her er folk kommet for at drikke fadøl, skåle med sidemanden og skråle med på hits – og dem var der langt imellem i det første lange stykke af showet.
Helt grelt gik det, da Thomas Helmig undervejs gik helt ned i tempo og spillede Hugo Helmig-hyldesten 'Sortedam' fra hans seneste album.
Jeg stod ude blandt publikum på gulvet, og her var det tydeligt, at der ikke blev hørt efter.
De knævrede respektløs igennem nummeret, og faktisk skulle vi over en halv time ind i koncerten, før der for alvor opstod et samarbejde mellem publikum og folkene på scenen.
Her hjalp det på ingen måder, at Thomas Helmig havde valgt at placere scenen i midten af salen.
Det har tidligere fungeret rigtigt godt, som for eksempel da amerikanske Billie Eilish spænede rundt i alle scenens hjørner – eller når scenen kører rundt, så alle føler sig set.
I Thomas Helmigs udgave stod scenen helt stille, hvilket betød, at bandet spillede med ryggen til publikum, mens hovedpersonen ofte føltes alt for langt væk.
Det er nok for sent at ændre til lørdagskoncerten samme sted, men for både Helmig og publikums skyld, håber jeg, at han aldrig gør det samme igen.
Var det så bare en sløj omgang?
Nej, nej, nej, da hitmaskinen endelig blev tændt, red koncerten på en bølge af højdepunkter.
Der var bombastisk stadionrock med 'Flower child', øm, øm fællessang med 'Malaga' – ja, her var det svært ikke at få en lille tåre i øjenkrogen.
Og da de endelig satte i gang i de helt store nationalsange fra 80'erne a la 'Nu hvor du har brændt mig af', var det som at være til en Thomas Helmig-fest, som du kender den.
Under 'Jeg ta'r imod' blev det nærmest helt nyreligiøst med den måde gospelopsætningen skabte en symbiose med publikum, og derfra var det lutter smil og fællesdans.
Koncerten var derudover en markering af trommeslager Claes Antonsens comeback, efter han for to år siden røg i skammekrogen i kølvandet på DR's dokumentar om sexisme i musikbranchen.
Da koncerten gik i gang, blev alle bandmedlemmer præsenteret en og en på storskærme, og her lød det største velkomstbrøl fra publikum, netop da Claes Antonsen dukkede frem.
Han og publikum ser altså ud til at være videre.
Thomas Helmig i Royal Arena 2026 blev en fest hen ad vejen, men var langt fra lige så rørende, storslået eller kuldegysfremkaldende, som da han spillede samme sted sidst.
Dengang skete det kun få måneder efter Hugo Helmigs alt for tidlige død, hvilket gjorde koncerten til en stor fejring af livet.
Denne aften blev ikke nogen større fejring, men mere en påmindelse om, at det stadig bare er fedt at skråle med til 'Stupid man' og alle de andre fra Helmigs enorme bagkatalog.