Vi har ventet i noget, der føles som en evighed, men nu er ottende sæson af 'Game of Thrones' her endelig.

Heldigvis er åbningen af seriens sidste sæson alt det, vi har ventet på - og mere til.

Sjældent har en tv-serie eller en sæsonafslutning for den sags skyld været så ventet, som denne ottende sæson af 'Game of Thrones'. Internettet har været oversvømmet med teorier og spændte forventninger, som heldigvis langt hen ad vejen bliver indfriet i seriens åbning.

I sæson syv efterlod vi Jon Snow og Daenerys Targaryen i en seng sammen på et skib på vej mod Winterfell. Jamie Lannister var på vej fra King's Landing efter at have besluttet sig for at forlade Cersai og hendes plan om at snigløbe Norden, og Euron Greyjoy var på vej ud for at hente 'Det gyldne kompagni' og de meget omtalte dræberelefanter, i håb om at de kunne vinde krigen for Cersei.

'Game of Thrones' har i tidligere sæsoner lidt under halvkedelige afsnit, der mest handlede om at komme fra A til B. Heldigvis springer sæsonpremieren direkte over al rejsetid og lader os møde alle hovedkaraktererne, som de ankommer til deres respektive destinationer.

Det giver plads til et hav af gensyn, som her på tærsklen til seriens afslutning varmer helt ind i fanhjertet.

Afsnittet åbner med Jon og Daenerys (og dragerne!), der ankommer sammen til Winterfell, mens Arya Stark ser på og for første gang i mange år ser sin elskede bror (som hun endnu ikke ved i virkeligheden er hendes fætter). Hun træder til side for en lille dreng, der vil se ankomsten - og her er et fint vink tilbage til allerførste afsnit af 'Game of Thrones', hvor Arya dengang var det lille barn, der ville se med, da kong Robert Baratheon og hans kone Cersai ankom til Winterfell. Intet er tilfældigt i Game of Thrones, og det er fremragende.

Til lyden af House Stark-sangen mødes Jon i en omfavnelse med Bran, der trods sin altafgørende viden og vigtige rolle i serien nok en gang beviser, at han er blevet vanvittigt irriterende. Men lad nu det ligge.

Sophie Turner i rollen som Sansa Stark. Vis mere

Et af afsnittets mest rørende øjeblikke finder sted i Jons gensyn med Arya. Det bliver tydeligt, præcis hvor længe de to har været adskilt, da Jon naivt spørger, om Arya mon overhovedet har fået brugt sit våben. Han skulle bare vide.

Som forventet er hjemkomsten dog ikke uproblematisk for Jon Snow. Sansa og Norden er mildest talt ikke glade for at opdage, at deres konge har afgivet sin magt til dragemoderen Daenarys for at forene de to huses kræfter.

Det iskolde møde mellem Sansa og Daenarys er fantastisk, og i vanlig Game of Thrones stil er det skarpt, sjovt og tilpas spydigt, når Sansa i et forsøg på at underminere den nyankomne Dronning spørger:

»Hvad spiser drager overhovedet?« og Daenarys kvitterer med et:

»Hvad de vil.«

Og nu vi er ved dragerne, så skuffer sæsonpremieren heller ikke her.

Endelig får vi scenen, vi var nogen, der ventede tålmodigt på i sæson syv: Jon rider på sin drage. Som en slags Westerosk Ikea-test skal Jon og Daenerys naturligvis bringes endnu tættere sammen ved at tage en flyvetur på hver sin drage.

Det er i øvrigt et skønt og morsomt øjeblik, da Jon bliver distraheret i sit kys med Daenarys, fordi dragen kigger så intenst på ham. Scenen er, ud over at være et fedt øjeblik i det hele taget, ekstremt flot - og så er det naturligvis en forvarsel om det, vi ved vil ske. Jon vil opdage, at han er en Targaryen - for kun en Targaryen kan flyve på drager.

Jon Snow bliver spillet af Kit Harrington. Vis mere

Efter et kærligt gensyn mellem Jon og Sam bliver det således bedstevennens opgave at fortælle Jon Snow historien om hans ophav og virkelige status som arvtager til jerntronen. Et godt, men også et forventet øjeblik, og det er en smule ærgerligt, at vi første afsnit ikke også får Daenerys’ reaktion på den store nyhed.

Ud over de forventelige møder og afsløringer byder sæsonpremieren på små, sjove førstegangsmøder og gensyn, man lidt havde glemt, man gerne ville se.

Tyrion og Sansa, som tidligere har været gift, mødes for første gang siden Joffreys død. Daenarys og Sam mødes i en ubehagelig samtale om, hvordan hun fik hans familie brændt levende. Og så mødes Jamie Lannister og Bran i et intenst blik i afslutningen af afsnittet - som endnu et fint vink til begyndelsen på det hele for mange år siden.

Afsnittet hedder 'Winterfell', og størstedelen af sæsonpremieren udspiller sig da også der. Dog er vi for en kort bemærkning hos Cersei i King’'s Landing, hvor Euron Greyjoy (vores alle sammens Pilou Asbæk i storform) vender tilbage med 'Den gyldne hær' - og ingen dræberelefanter, hvilket må siges at være en skuffelse. For både Cersai og denne anmelder. Dem ville man gerne se. Cersai insisterer dog på at få fat i dem, så håbet lever stadig, og mon ikke vi får dem at se, inden sæsonen er slut?

Nattens Konge efterlader også en lille hilsen i form af en død dreng på en væg, men ellers ulmer truslen fra den døde hær kun i mørket her i sæsonpremieren.

Det gør dog ingenting, for det, der for alvor gør 'Game of Thrones' til en af verdens bedste serier, har aldrig været de hæsblæsende slag og effekter. Det har været de nuancerede karakterer og deres forhold imellem, som vi i den grad bliver mindet om i første afsnit.

Der er ingen enorme chok eller overraskende dødsfald, som vi kender det fra de afsnit af 'Game of Thrones', der er allerbedst. Men alligevel er første afsnit i den grad både underholdende, skarpt og et voldsomt glædeligt gensyn.

Man sidder tilbage og vil have mere. Meget mere. Vinteren er kommet, og de næste mange uger er der igen en grund til at glæde sig til mandag.