Familien Danmark elsker alt, hvad der rimer på politi og røvere, og derfor har DR ikke overraskende en ny politiserie klar til aftenkaffen.
Og det virker! Trods det kendte univers har 'Uniformen' et lille genialt twist, og er så godt skruet sammen, at meget skal gå galt, hvis ikke det bliver et af senvinterens store tv-hits.
Efter en periode med lidt for 'kunstneriske', depressive tv-serie er DR igen begyndt at blande drama med godt humør.
For et par år siden hittede man med fængselsdramaet 'Huset', og nu får vi så med 'Uniformen' et indblik i livet på politiskolen.
For det første oser 'Uniformen' af overskud med et stort galleri af kendte ansigter som Thomas Hwan, Peter Gantzler og Cyron Melville i umiddelbart små roller.
For det andet er det i sig selv sjovt at komme indenfor murene på politiskolen, hvor den nye rektor bøvler med det aktuelle dilemma at skulle håndtere macho-medarbejdere i en tid, hvor bløde værdier vinder frem.

Det lille twist på en politiserie er i sig selv seværdigt!
Okay, vi er ude i en DR-kliché, når skolens rektor, spillet af altid gode Lene Maria Christensen, selvfølgelig også har bøvl på hjemmefronten, men det piller ikke ved, hvor godt det fungerer.
Det hele sættes overskueligt i gang med første skoledag, hvor de forskellige karakterer introduceres stille og roligt.
Det er dejligt simpelt, og selvom det måske kan virke lidt skabelonagtigt, fungerer det også rigtig godt, hvordan man har opsat så mange forskellige modsætninger.

Vi har den blonde, 'duksede' politiskolelev over for den mørkhårde rebel i form af Clara Rosager og Mathilde Arcel.
Vi har de to tredjeårselever, spillet af Marco Ilsø og Sohail Bavi, hvor førstnævnte er fysik og muskler og den anden mere bruger sin hjerne – og derfor ironisk er ham der ender i problemer.
Vi har Gustav Giese som andenårseleven, der forsøger at flygte fra sin kriminelle fortid – og så selvfølgelig skolens rektor, der Romeo og Julie-agtigt indleder et romantisk forhold til Simon Sears fra Den uafhængige Politiklagemyndighed.
Modsætninger mødes altså konstant i 'Uniformen', og i en cocktail af drama, action og lidt romantik i krogene kommer serien kort sagt ret underholdende fra land.

Første afsnits afsluttende klimaks, hvor Sohail Bavi kommer til at skyde en borger under barslagsmålet, virker måske lidt random.
Især hvis du ser ekstra godt efter, giver det ikke nogen mening, at manden pludselig kommer styrtende imod de to politielever.
Det begynder også at blive en lidt for kedelig vane, at man ikke gør mere ud af selve indpakningen af en stor DR-serie.
Her tænker jeg igen-igen på intro-melodien, der bare er nogle kedelige strygere over et underliggende beat.

Hvorfor bruger man slet ikke tid på introerne længere? Er det i en kedelig erkendelse af, at vi alligevel lever i en Netflix-tid, hvor de fleste springer introen over?
Men altså, 'Uniformen' starter meget lovende med et nyt spændende univers ført an af en række stærke skuespillere.
Så må vi se, om det hele kommer til at handle om, hvad der sker når en borger bliver skudt af politiet – og om det er spændende nok i sig selv – eller om det undervejs når at tage uventede drejninger.
Jeg er ikke blæst bagover, men er spændt på, hvordan det hele fortsætter.
