Der var masser at tage fat på, da Cirkusrevyen slog teltet op til endnu en premiere torsdag aften på Dyrehavsbakken nord for København.
Ghita, Britta, habit-banditter og andre folk, som har præget overskrifterne og samtalerne i det ganske land.
Fra første aften fik Lisbet Dahl og hendes hold os til at grine af det fjollede, forargende eller bare lidt latterlige.
De favnede bredt, og hvor var det rart i den her tid at finde et pusterum, hvor man var sammen om at le både af skurkene, de skabede og ... skal vi sige ... nok mest os selv.
For det sved svært i selvbevidstheden, da Lise Baastrup som selvrealiserende småbørnsmor sang om 'mig-tid' på scenen, og det var heller ikke uden evne, da Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard udgjorde to dele af et ældre ægtepar, som havde skiftet onsdagssex ud med onsdagsbridge.
Det er emner, der er behandlet hundredvis af gange før, men med Cirkusrevyens fine fornemmelse for det tørre, det pinlige og grinagtige. Det var - og er - lidt som at se sig selv i spejlet.
Allersjovest var det dog, når der blev parodieret. Jeg måtte le, så maven hoppede, da Pilgaard gengav en Citroën-sælgende Jørgen Leth, som vi alle kender og elsker ham.
Eller når Dahl lavede et spidende indslag om Britta Nielsen, der var direkte, ubarmhjertigt og hamrende morsomt.
I netop denne del af aftenens show kunne man virkelig mærke, hvor stor en del af oplevelsen musikken udgjorde.
Lise Baastrup sang som en engel, danserne dansede virkelig flot, og underlægningsmusikken skabte hele tiden en perfekt ramme for de sjove indslag.
Henrik Lykkegaard spillede i et indslag en frustreret Theresa May, der gentagende gange nærmest tikkende sang 'So, tell me what you want,' mens publikum lo uhæmmet.
Der var altså rigtig meget, som virkede i torsdagens show i Cirkusrevyen.
Søde pandabjørne viste sig at være kinesiske spioner, og Fyn viste sig at være knap så fin. Showet fungerede, fordi alle fik en tur, og fordi satiren også sigtede efter egne rækker.
Om nogle af revy-stjernerne personligt kender Ghita Nørby vides ikke, men der blev i hvert fald ikke lagt fingre imellem, når Dahls udgave af divaen brægede, at publikum 'ingenting gav.'
Der var kun enkelte gange i løbet af aftenen, hvor underholdningen ikke var på sit højeste.
Sæsonens debutant Karsten Jansfort bød på en klima-sketch, men der var emnet en anelse tørt og morsomhederne lidt forudsigelige.
Jansfort gjorde dog en god indsats, og da han talte om den ikke udrydningstruede 'bredmåsede skrappenollike' var det igen, som om denne anmelder så sig selv i spejlet.
Aftenen bød også på en farvelhilsen til Kim Larsen. Det var fint, at man løftede venligt på sixpencen til ære for folkehelten, men et medley med mange af hans hits blev for musical-agtigt. En simpel hyldest til Larsen havde været mere effektfuldt.
Det var dog ikke mange gange, at der var ting, man kunne have ønsket anderledes. Gruppen, der i første indslag lovede, at de ville krænke alle, kom i hvert fald godt omkring med humor, der turde være skarp, men alligevel favnede bredt.
Denne fynskfødte, bredbagede 'skrappenollike' giver fem stjerner for en fin, folkelig aften.
