Benjamin Hav er en kugleskør underholdnings-gud! 

Den vanvittige dommerdebutant var altdominerende i årets første 'X Factor'-liveshow med flere hovedrystende indfald.

Her får du B.T.s dom efter en aften, hvor Benjamin Havs sanger Jakob Hasselstrøm blev stemt ud af Drew Sycamore efter omsang mod Thomas Blachmans gruppe 44m2.

Benjamin Hav var her, der og alle vegne i sit første 'X Factor'-liveshow.

Han er en kæmpe gave til programmet, og han har i aften sat barren for uventede indslag så højt, at han næsten kun kan skuffe, når vi når til finalen.

Mere om Benjamin Havs store aften længere nede i artiklen …

Benjamin Hav havde en stor fredag aften.
Benjamin Hav havde en stor fredag aften. Foto: Thomas Traasdahl

Musikalsk virker det til at blive en duel mellem Hugo og Hevi om sejren.

To store stemmer, der begge blev præsenteret rigtig flot uden al unødvendig indpakning. 

Særligt Hugos Michael Jackson/The Weeknd-klare vokal lød voldsomt godt.

Drew Sycamore var nervøs for, om hun kan komme til orde mellem Benjamin Hav og Thomas Blachman, og desværre virkede det lidt sådan.

Hun kom med et par gode stikpiller – fx da hun nævnte, at Blachman må være højere på lønstigen med mængden af ting på scenen.

Benjamin Havs unge talent Hugo A.
Benjamin Havs unge talent Hugo A. Foto: Thomas Traasdahl

Men derudover tabte hun lidt kampen om skærmtid og kom samtidig lidt uheldigt ud af starthullerne musikalsk.

Point for forsøget, men især svenske Mlis countryversion af Lady Gagas 'Bad Romance' virkede som et fejlskud (Seerne stemte alle Drews deltagere direkte videre, så hvad ved jeg...).

Benjamin Hav, din skøre skid! 

Den nye dommer boltrede sig i dommerstolen ved først at give sit private telefonnummer på landsdækkende tv, for derefter at erklære, at man burde rykke 'X Factor' tilbage på DR.

Blachman kigger på sine nye meddommere.
Blachman kigger på sine nye meddommere. Foto: Thomas Traasdahl

Han stillede spørgsmålstegn ved alt, affyrede konfettirør og gav sine meddommere et chok, da hans drengegruppe 4 Flotte Fyre sked på den gode smag og fremførte Richard Ragnvald-hittet 'Kære lille mormor'.

Det kan ikke siges nok: Benjamin Hav er en kæmpe gave til 'X Factor'.

Fredagsunderholdningen de næste mange uger er reddet!

Selvom Benjamin Hav løb med opmærksomheden, skete der også andre ting undervejs.

Først overraskede Blachman ved at lade sin gruppe synge et nummer af De eneste to – altså et Simon Kvamm-nummer.

Blachmans gruppe 44m2.
Blachmans gruppe 44m2. Foto: Thomas Traasdahl

Blachman har tidligere givet udtryk for, at Simon Kvamm måske kom til at fylde lidt for meget i 'X Factor', så interessant, at han så alligevel lagde ud med en hilsen til sin tidligere kollega.

Derudover er det sjovt, hvis Blachman har ret i, at man ikke længere må sammensætte sine egne grupper. Kan det passe?

På B.T.s 'X Factor'-liveblog var der flere, der mente, at aftenens indslag var for kedelige.

Jeg er uenig!

Det var fedt, at der for engang skyld ikke var alt muligt gejl på scenen, men at flere af sangerne stod alene og fremførte deres nummer.

Vært Maria Fantino åbnede showet ved at fremvise sin gravide mave.
Vært Maria Fantino åbnede showet ved at fremvise sin gravide mave. Foto: Thomas Traasdahl

Det var som 'X Factor' i de gode gamle dage, hvor det ikke handlede om at lave det bedste show, men om at have den bedste stemme.

Ikke så meget pis – bare råt talent. Ja tak!