TV 2's julekalender sluttede uden de store overraskelser og vil for eftertiden formentlig stå som en af de svageste i nyere tid.
Her får du B.T.s endelige dom over 'Valdes jul 2'.

Så blev det jul i 'Valdes jul 2', og vi fik nogenlunde bundet knude på de fleste historier.
Valde fik reddet naturen, Valdes morfar og Hermansen fik hver især åbnet op for kærligheden, og Valdes far fandt selvfølgelig ud af, at han ikke egner sig som griseavler.
Det hele sluttede tilmed med et rigtig fint dilemma for Tala, hvor man modigt gik med den umiddelbart triste afslutning og lod hende vælge ulveflokken fremfor Valdes familie.
Derudover har julekalenderens største lyspunkt været Anker og hans pebernødder. Han burde have haft en langt større rolle i historien.


Generelt har 'Valdes jul 2' været lidt af en skuffende, middelmådig omgang, hvor det igen handlede om, at naturen var i fare, og at det hele skulle løses ved en ceremoni ude ved det magiske træ.
Jeg kender selvfølgelig ikke TV 2's økonomi, men det virker lidt som om, der er blevet sparet på effekterne.
Den magiske skov blev aldrig rigtig magisk, den store flotte hugorm var kun med i få minutter, og Sebastian Jessens skurke-karakter blev aldrig for alvorlig farlig.
Hvorfor måtte vi for eksempel ikke se, hvad han ville have gjort med den magiske 'tåre'?
Hverken julen eller naturen føltes aldrig rigtig i fare - og på den måde fejlede julekalenderen stort, når det kom til spænding.

Valdes far fik selvfølgelig kolde fødder, da det kom til at slagte familiens gris.
Det blev i stedet til en alt for hyggelig omgang kæledyrs-tv, og på den måde fik vi desværre aldrig nogen debat om, hvor vores julemad kommer fra.
I forhold til at 'Valdes jul' gerne vil være en klimavenlig julekalender, havde det også haft en større effekt, hvis naturen var kommet reelt i fare.
Der blev talt meget om, hvor vigtigt det var at ødelægge den magiske 'tåre', så skoven kunne overleve, men vi fik aldrig syn for, hvor slemt det hele kunne gå.

Årets helt store overraskelse var, da Stig Rossen pludselig dukkede op i rollen som grise-slagter.
Stig Rossen arbejder på tiden på at få foden længere ind i filmbranchen, og jeg håber, at han i fremtiden får et hav af roller - men i denne sammenhæng virkede det mest som en komisk gimmick.
Efter den lidt underlige udskiftning af skuespillere, gled Amalie Dollerup og Lia Balestero til gengæld gnidningsfrit ind i rollerne som Valdes mor og lillesøster.
Dog virkede det mærkeligt, at man undervejs introducerede, at Tala har en bror, der forsvandt ind i menneskeverdenen - og så slet ikke bruge den detalje yderligere.

Ser man på de sidste ti års julekalendere på DR og TV 2, er min ydmyge mening, at de to omgange 'Valdes jul' kommer til at stå som nogle af de svageste.
Den mangler originaltitlen og humoren fra 'Julefeber', julemagien fra 'Julehjertets hemmelighed' eller det ikoniske udtryk, som man skabte med 'Tinka'.
Uden at ødelægge den gode julestemning, håber jeg ikke, at der kommer en treer, men at man nu siger farvel og tak til 'Valde' og co. og så søger mod nye universer.
I første omgang får vi til næste år på TV 2 julekalenderen 'I nissernes tjeneste', der handler om en nissefamilie, der lever undercover som mennesker - og det lyder da meget sjovt!

