Advarsel: Hvis du ikke vil have spoilet afslutningen på 'Tidsrejsen 2', så læs ikke videre.

Vanvittig slutning! Det var både rørende, intenst og til tider helt uhyggeligt. Her får du B.T.s dom over DRs julekalender, der endte med at tage en gribende drejning.

Det hele startede som en forvirrende rodebunke med irriterende karakterer og kunstige replikker, men frem mod den store finale, var jeg alligevel grebet af historien og sad med en lille klump i halsen, da Romeo valgte at ofre sit liv for at redde Holly.

Fedt plot-twist at lillesøsteren var den onde fremtids-Holly, Morten Suurballe og Anna Bruus var to perfekte skurke – og det var modigt, at man turde gå planken ud og gøre afslutningen i hotelkælderen helt gyseragtig.

Frederik Thoft og Lærke Krabbe De Waal som Romeo og Storm i 'Tidsrejsen 2'.
Frederik Thoft og Lærke Krabbe De Waal som Romeo og Storm i 'Tidsrejsen 2'. DR

'Tidsrejsen 2' har generelt været en ualmindelig opfindsom julekalender med et skræmmende dystopisk fremtidsbillede, sjove rejser tilbage til Middelalderen og herlig satirisk med stikpiller til dumme turister og kyniske profitjægere.

Først og fremmest tager jeg hatten af for måden 'Tidsrejsen 2' samlet set bandt sløjfe om den originale historie fra etteren, så man afslutningsvis fik en form for forhistorie til Sofies fremtid som tidsagent.

Det endte jo med ikke at fylde det store i længden – men hvis vi skal lede efter fejl, så blev der simpelthen talt for kunstigt hele vejen igennem.

Om det er børneskuespillerne, der blev instrueret forkert, eller det blot var tænkt som et satirisk greb – så virkede det ikke efter hensigten og føltes som et alt for langt spring væk fra det realistiske udtryk, som etteren bar præg af.

Morten Suurballe og Lærke Krabbe De Waal i 'Tidsrejsen 2'.
Morten Suurballe og Lærke Krabbe De Waal i 'Tidsrejsen 2'. DR

Det har derudover været en meget meget forvirrende julekalender, hvor det har været svært at holde styr på, hvordan tidsrejserne egentlig burde påvirke fortid og nutid – og om det hele egentlig gav matematisk mening (Hvis vi ser bort fra, at det trods alt bare er et eventyr).

Det virkede også lidt for nemt for Sofie at rette op på alle Holly og Romeos fejl – men det er jo jul, så lad os lade være med at hænge os i den detalje.

For det første: Det er et julemirakel, hvis Romeo ikke ligger syg resten af julen!

Mens alle andre har bevæget sig rundt i vintertøj, har den unge tidsoptimist kun været iført den samme hættetrøje og cowboyjakke igennem hele december – hvilket må have været en kold oplevelse. Er der nogen, der ringer til de sociale myndigheder?

Kurt Ravn og Anna Bruus i 'Tidsrejsen 2'.
Kurt Ravn og Anna Bruus i 'Tidsrejsen 2'. DR

Derudover har Romeos far udvist imponerende tekniske færdigheder af en fyr fra Middelalderen, ligesom at det var heldigt, at Romeos computer aldrig løb tør for strøm, da han rejste rundt med gøglertruppen.

Til sidst skal fremtids-Holly/lillesøsteren have læst op på billardreglerne, hvis der bliver en 'Tidsrejsen 3'. Det virkede helt forkert at se hende skyde direkte ind i keglerne uden at bruge banden først. Klassisk begynderfejl!