Av, for en stupid musical: 'Heldigt at Helmig blev væk'

Om det var tilfældigt, at Thomas Helmig ikke deltog i premieren, eller han godt vidste, hvad der ventede, er ikke til at vide.

Men det var nok meget heldigt, at han blev væk, for den nye Helmig-musical, 'Stupid Man – The Musical', kom onsdag aften i Tivoli både usjov, overspillet og rodet fra land.

Det er blandt andet Susanne Bier, hendes søn, Gabriel Gislason og Cirkusrevy-instruktør Joy-Maria Frederiksen, der står bag den nyskrevne musical.

Der er tilmed flere fine skuespillere på rollelisten, men flere gange undervejs virkede det desværre mest som at opleve en glorificeret skolekomedie.

Det positive først.

Er du fan af Thomas Helmigs musikalske cv, kan du som minimum sidde og rocke med, når du genkender de kendte sange.

Historien foregår i og omkring en lejlighedsopgang, hvor man følger dens beboere hen over en weekend, og selve scenografien er også opfindsomt løst med to etager og skiftende baggrunde, så det på en måde er som at se på et levende dukkehus.

Men så falder det hele også hurtigt fra hinanden, for det er som om, man har forsøgt at mase fire-fem romantiske komedier sammen til én og glemt at en komedie først og fremmest gerne må være både sjov og hjertevarm.

Okay, 'sjov' er selvfølgelig en subjektiv størrelse, men for denne anmelder virkede det på ingen måder, at skuespillerne er blevet instrueret i at spille alle følelser og replikker, så laveste fællesnævner kan følge med.

Vi har den unge mand, der kommer fuld hjem til tonerne af 'Det er mig der står herude og banker på'.

Han vælter tegneserie-fordrukken rundt på scenen, og når vi senere møder hans kæreste, hulker hun også så skabet, at man på ingen måder får sympati for hende.

Vi har to nybagte fædre, der konstant er oppe at skændes, to teenagepiger (tror jeg de skal forestille), der taler til hinanden, som om de går i børnehave, samt en vicevært der konstant stirrer ud i horisonten.

Der er alt for mange karakterer at forholde sig til, og fordi de alle skal have nogenlunde lige meget tid på scenen, bliver deres individuelle historier aldrig rigtig gribende.

Ja, faktisk er historien ikke meget længere, end at man ser hvad der sker i løbet af en weekend, hvor de mest bruger tiden på at græde eller blive låst ude, mens Helmigs musik brager derudad.

Eller det gør den faktisk heller ikke, for bandet spiller gennemgående for 'pænt' og for meget i baggrunden.

Thomas Helmig er jo lig med hit på hit på hit, men det er sjældent, at der rigtig kommer liv i musikken på scenen, hvilket kun får én til at længes yderligere efter en rigtig koncert.

Danmarks regerende grandprixmester Søren Torpegaard har fin komisk timing som overtræt babyfar, og Szhirley synger selvfølgelig også godt.

Men man skulle have skåret mindst halvdelen af castet væk og gået mere i dybden med et par karakterer, så man rigtig kan mærke dem, når der synges igennem.

Der blev da grinet rundt omkring i salen til premieren. 

Jeg ved ikke, om det var ægte latter, eller blot venner og familie til folkene på scenen, der bakkede op, men generelt var det ikke en premiere, der fik taget til at lette.

Er du superfan af Thomas Helmigs musik, 'Grease'-inspireret dans og en handling uden for meget handling, så er den nye Helmig-musical måske noget for dig.

Hvis ikke, vil du i stedet formentlig komme til at finde det for både langtrukken, pjattet og uden den lækre funky vibe, som man normalt forbinder med en Helmig-koncert.

Det er i hvert fald den mindst groovy Helmig-oplevelse, jeg har haft til dato.