En ulykke kommer sjældent alene. Café Trold - den tidligere Café Obelix - på Vesterbro får en hård medfart i en ny anmeldelse, der kvitterer med ét hjerte.

‘Det begyndte med karkludsvåde menukort, en ordknap tjener, der svarede olmt, og et cafebord så klæbrigt som et Mokai-tilsølet halbalgulv.’

Sådan indleder Morten Hjortshøj sin anmeldelse for Politiken, og derfra går det kun ned ad bakke.

Caféen har netop fået en bøde på hele 600.000 kroner og er blevet tvunget til at skifte navnet 'Obelix' ud med et andet.

Den har nemlig tabt i en strid i retten om, om caféen kunne få lov til at beholde navnet. Det franske forlag, der ejer rettighederne til Asterix og Obelix, fik medhold i, at caféen skulle skifte navn.

Den megen omtale er formentlig anledningen til, at Politiken besøger caféen. Og derfor stopper Café Trolds nedtur ikke i retten.

Anmeldelsen har nemlig ikke mange positive ord tilovers for Café Trold, som har ligget på Vesterbro torv siden 1993. Og det viser antallet af hjerter også: Det bliver til blot ét enkelt ud af seks mulige.

Anmelderen og hans ledsager fik henholdsvis en gullashsuppe, en burger og en flæskestegssandwich.

Gullaschsuppen var ikke hjemmelavet og lugtede angiveligt på nogenlunde samme måde som 'Whiskas'. Flæskestegen blev serveret i en 'købebolle med tuberemoulade og rødkål fra glas', mens burgerbøffen var grå indeni og branket udenpå, meddeler han.

Der var ikke meget ved oplevelsen, som var rosende ord værd, mener anmelderen.

Ikke engang prisen, som ellers er billig i forhold til beliggenheden, men ikke står mål med det produkt, der i sidste ende landede på tallerkenen.

Alt i alt er Politikens anmelder ikke imponeret. Men er du mere til en afslappet atmosfære, en kold bajer, lave priser og Shu-bi-dua i højttalerne fremfor cafésnobberi og ublu priser, så er Café Trold måske noget for dig.