Det er så dumt, at det er sjovt!

Har du set det nye datingprogram 'FBOY Island Danmark' på Discovery Plus? For første gang i mange år har det givet mig lyst til at følge med i et realityshow, og det skyldes ikke mindst programmets geniale præmis.

Jeg er gammel nok til at kunne huske de første sæsoner af 'Robinson Ekspeditionen' og 'Big Brother' omkring årtusindskiftet.

Jeg fulgte også med, da 'Ulven Peter' og Amalie Szigethy for 13 år siden skabte røre på 'Paradise Hotel', men siden har jeg egentlig tænkt, at jeg var færdig med klassisk snasket reality-tv.

Afarten 'Ex on the Beach' fik jeg aldrig set, og jeg forstod heller aldrig hypen omkring TV 2s mere sobre 'Bachelor', men nu virker det nye format 'FBOY Island' til at have fundet en ny, sjov indgangsvinkel.

Som udgangspunkt ligner det meget, noget man har set før:

Tre kvinder skal date en masse mænd i eksotiske omgivelser.

Især de mandlige deltagere er tilmed stereotyper på pumpede badejern, ligesom deltagerne generelt kæmper med at beherske det danske sprog – og når tv-holdet sender dem ud på dates, foregår det ofte iført badetøj og i selskab med en masse alkohol.

Et udsnit af de mandlige deltagere i 'FBOY Island'.
Et udsnit af de mandlige deltagere i 'FBOY Island'.
Vis mere

Tvistet i 'FBOY Island' er, at mindst halvdelen af deltagerne er mødt op på forhånd med onde, grådige hensigter.

Kvinderne ved ikke, om de fyre, de dater, enten er 'nice guys' med de rette romantiske hensigter eller 'fuck boys', der kun er ude på at komme hjem med en pengepræmie – og da man som seer heller ikke ved, hvem der er hvad, bliver det en sjov gætteleg undervejs.

Derudover er der så mange fjollede elementer, der kun er med til at understøtte underholdningsværdien.

For det første er det sjovt, hvor alvorligt fyrene går til opgaven og konstant skaber barnlige intriger for at sætte hinanden i dårligt lys over for de tre kvinder.

De tre kvindelige deltagere i 'FBOY Island', Lady Lola Matwara, Sina Stirnimann og Therese Paxvig.
De tre kvindelige deltagere i 'FBOY Island', Lady Lola Matwara, Sina Stirnimann og Therese Paxvig.
Vis mere

Indtil videre har Discovery Plus udsendt fire afsnit, og her har man blandt andet kunnet se en åndssvag diskussion om, hvorvidt nogen har bagtalt et sæt hoppende bryster eller ej.

Deltagerne strør også konstant om sig med fjollede engelske udtryk, som 'hvem er din bottom two'? (Når kvinderne skal stemme mændene ud af programmet, red.).

Og når de såkaldte 'fuck bois' løbende bliver afsløret og sendes over i en primitiv lejr ved siden af luksushotellet, bliver det nærmest meta-fjollet, når de sættes til at spille dårligt skuespil over, hvor hårdt de har det.

Tidligere DR-vært Gyrith Cecilie Ross springer med 'FBOY Island' ud som reality-vært, og selvom hun indledningsvis kan virke lidt akavet i realitydeltagernes selskab, er hun også med til at give et frisk pust til genren.

Journalist Gyrith Cecilie Ross er vært på 'FBOY Island'.
Journalist Gyrith Cecilie Ross er vært på 'FBOY Island'.
Vis mere

Hun sender konstant stikpiller til fyrene, og når de kommer til at svare halvdumt på hendes spørgsmål, er hun hurtig til at følge op med et kækt opfølgningsspørgsmål.

Grundlæggende virker det meste omkring 'FBOY Island' alt for fjollet, og jeg er stadig også lidt forvirret over konkurrencedelen, men jeg kan alligevel ikke lade være med at følge med.

Det er kun godt, at man ikke straks regner programmet ud, men må vente og se, hvad det hele ender med – og når det i den originale amerikanske version viste sig, at en af kvinderne selv var en manipulerende 'fuck girl', der snød fyrene og løb med pengene selv – står alle muligheder herligt åben.