Rasmus Seebach, Ankerstjerne og Adam Price er nogle af hovedkræfterne bag den spritnye ungdomsmusical 'Olivia - en skyggedansers hemmelighed'.

Men det var et helt andet navn, der for alvor stjal showet til premieren på Østre Gasværk fredag aften.

I forestillingen møder vi den 17-årige Olivia, der døjer med mareridt og angst efter sin mors død for 10 år siden. En mor, der gemte på magiske kræfter, som man helst ikke taler om.

Da Olivia modvilligt flytter med sin far til Køge og starter på et nyt gymnasium, bliver det samtidig starten på et magisk eventyr, hvor hun lærer, at hun selv gemmer på kræfter - og at andre og mørkere kræfter vil holde dem tilbage.

Vi befinder os i et univers, der bedst kan beskrives som en krydsning mellem en dansk ungdomsserie og Disney, og i det hele taget er der noget dejligt forfriskende over dén blanding på en dansk scene.

Titelrollen som Olivia spilles af 22-årige Amanda Frederikke Traun, der for få måneder siden blev færdiguddannet musicalperformer.

Holdet bag musicalen: Andreas Sommer, Rasmus Seebach, Amanda Frederikke Traun, Adam Price og Ankerstjerne. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Og lad mig bare sige det ligeud: Wow - hun er for vild!

Amanda Frederikke Traun både danser og spiller sikkert, og hun laver sågar akrobatik i luften - men det er især skuespillerens stemme, man ikke sådan lige glemmer igen. 

Jeg fik ærlig talt kuldegysninger og lidt våde øjne, hver gang hun sang en ballade - og ønskede mig bare flere.

I det hele taget leverer alle spillerne på scenen solide præstationer. Maria Lucia kan vist ikke være dårlig i noget - og særligt Nanna Rossen og Lui Trampedach Mortensen imponerer også, som Olivias charmerende vennegruppe med formidabel komisk timing og stærke sangstemmer.

Musikken leveres af trioen Rasmus Seebach, Ankerstjerne og producer Andreas Sommer der også for to år siden lavede musik til 'Askepot the musical'. Og de gør det igen!

Der er simpelthen et hav af gode popbaskere på scenen - men særligt balladerne 'De siger jeg ligner dig' og 'Hvis jeg ikke var bange' er virkelig fremragende.

Maria Lucia gør det godt som Olivias nye, mystiske lærer. Foto: Emilia Therese

Jeg kan faktisk ikke få sidstnævnte sang ud af hovedet.

Nummeret 'Køge' er et lille komisk mesterværk med en simpel, men stærk linje som: »Jeg vil hellere dø end at bo i Køge.«

Er du Rasmus Seebach-fan bliver du bestemt heller ikke skuffet, for sangene emmer af 'Seebach-lyd'. Sjovt er det også, hvordan sangerens eget hit 'Olivia' får lov at have en tilbagevendende rolle.

Forestillingens scenografi er visuelt enormt flot. Med udgangspunkt i en rund træscene og projektorer udnytter man til fulde det specielle, runde rum, som Østre Gasværk er.

Scenografien er imponerende i 'Olivia - en skyggedansers hemmelighed'. Foto: Emilia Therese

Magi og flyvende skuespillere er også langt hen ad vejen løst godt, selvom illusionen desværre bliver brudt en smule i anden akt for os som tilskuere, og det er lidt ærgerligt.

Derudover  er der også et par andre ridser i lakken på den ellers ret veleksekverede musical.

Det er sympatisk og relevant, at man laver en musical til unge mennesker om tematikker som angst og det at finde sin vej i en kaotisk verden. 

Der er magi på scenen i Østre Gasværks nye musical. Foto: Emilia Therese

Men forestillingen vil ikke gå over i historien som Adam Prices bedste manuskript. Flere ting kunne være skåret skarpere - eksempelvis er hele tematikken om angst en anelse uforløst. 

Derudover er der truffet nogle spøjse valg, som når en birollen Freja, vi ikke rigtigt har beskæftiget os med, pludselig får en solo lige før forestillingens klimaks, eller en anden birolle Gabriel, vi faktisk har beskæftiget os med, forsvinder lidt ud af forestillingen.

Det ændrer dog ikke på, at 'Olivia - en skyggedansers hemmelighed' er en solid musicaloplevelse med både stærke sange, performere og noget på hjerte.

Og navnet Amanda Frederikke Traun kan du godt skrive dig bag øret - for en ny stjerne er født.