Turen ned på bunden af samfundet, hvor Nick og hans lillebror er ved at drukne, griber allerede fra de første billeder, og filmen slipper ikke taget i os før sidste scene.

De to drenge er forsømte børn, der forgæves forsøgte at passe deres lillebitte bror, da de knap var teenagere. Barnet døde mellem hænderne på dem, da mor var ude for at drikke igennem.

Som voksne dulmer de smerterne med guldøl og junk.

Jakob Cedergren er Nick, og Peter Plauborg er hans lillebror. De er begge to så dygtige til at vise både vi menneskers skrøbelige sider og en lillebitte portion optimisme, at de hver burde få en Bodil-nominering allerede nu.

Gælder alle


'Submarino' handler måske nok om to mennesker på bunden af samfundet, men temaerne vil gnave i enhver dansker, om så man er velnæret og rig, midt imellem eller kender til hverdagen på gaden. Fælles for os alle er jo kærligheden til vores børn.

Skal Thomas Vinterbergs nye film beskrives ved hjælp af hans tidligere film, kunne det være som en krydsning af vrangsiden af 'De største helte' med intensiteten fra 'Festen'. Mest vigtigt er det dog, at Vinterberg er tilbage på toppen.

'Submarino' er grim, uafrystelig og rædselsfuld. Og forfærdelig god.

Drama
Submarino


wendt@bt.dk