‘De urørlige’ af Olivier Nakache og Eric Toledano er med 643.682 solgte biografbilletter med afstand den mest sete franske film i Danmark nogensinde.
Men siden har instruktørparret ikke helt ramt plet – hverken med den ujævne ‘Samba’ eller bagatellen ‘C’est la vie!’ – og gør det heller ikke rigtigt med ‘De særlige’.
Den følger Bruno, en jødisk single, der har viet sit liv til at tage sig af autister, som staten har opgivet, og Malik, en muslimsk familiefar, der forsøger at give unge mennesker fra ghettoen mening med tilværelsen ved at hyre dem som handicaphjælpere.
Det er ikke for godt til at være sandt, for filmen er baseret på en sand historie, men det er for godt til at være interessant. Begge mænd er uendeligt sympatiske, hjertegode og ugennyttige, men det bliver i længden svært at fastholde interessen for den ellers utroligt sympatiske historie.
Ikke mindst fordi vi aldrig får at vide, hvad der egentlig driver Bruno og Malik, den potentielle konflikt mellem deres religioner er der ikke noget af, og filmens eneste dramatiske fremdrift er to statslige typer, der undersøger Brunos organisation, fordi den ikke er certificeret og benytter sig af uuddannet arbejdskraft. Og det sidstnævnte virker en smule karikeret.
Til gengæld oser filmen af hjerteblod og er så bundsympatisk og feel-good-agtig, at den er svær ikke at holde lidt af.
Ikke mindst fordi den - det tunge emne til trods - til tider er ret sjov, særligt i kraft af autisten Joseph, der er velfungerende nok til at køre i metro på egen hånd, men til gengæld ikke helt så velfungerende, at han kan lade være med at trække i nødbremsen i tide og utide.
Instruktører: Olivier Nakache, Eric Toledano. Med: Vincent Cassel, Reda Kateb
