Okay, DR kan selvfølgelig ikke gøre for, at den irriterende coronavirus har lammet Danmark, og at man efter Mette Frederiksens udmelding fredag måtte sadle om i sidste sekund. Uanset hvad var Dansk Melodi Grand Prix 2020 en flad omgang og måske den værste i mange år.

For det første – og det er her, DR er lidt undskyldt – så var det bare en tam omgang at se et stort show uden publikum.

Ligesom fredagens publikumløse 'X Factor' var helt uden energi, var det en fuldstændig død fornemmelse at se grandprixet med dåseklap og halvhjertede 'Er I derude?'-jokes.

Her misbrugte især de to værter, Rasmus Bjerg og Hella Joof, fuldstændig muligheden for at lave sjov med det store tomme rum.

Hvorfor havde man f.eks. ikke bare en enkelt gang placeret Rasmus Bjerg allerbagest i salen, slowklappende ironisk efter et nummer?

Hvorfor ikke – som Sofie Linde gjorde i fredagens 'X Factor' – være mere tydelig omkring den megaunderlige stemning?

Og nu vi er ved Rasmus Bjerg og Hella Joof:

Normalt kan jeg godt lide de to farverige underholdere, men som Melodi Grand Prix-værter virkede de alt for børnefjollede. Ja, man kan nærmest sige 'Bullerfnis'-fjollede.

Flere gange virkede de lidt, som om de talte ned til seerne – f.eks. når de gentagne gange skulle skære ud i pap, hvad sms-takster betyder. For fa'en.

I år har DR gjort meget ud af at understrege, at NU vil man tage musikken seriøst. I år skulle sangene fremføres med et liveorkester, og i det hele taget skulle det bare være meget bedre og federe, end det plejer.

Tjo, tja ... Det oplevede man ikke rigtig fra tv-skærmen.

Man gjorde rigtig meget ud af at tale om musik med dommerpanelet.

Fint nok til en temalørdag på DR2, men det var ikke særlig festligt, ligesom det bare virkede langtrukkent med de uoriginale forproducerede indslag med almindelige danskere, der fortalte, hvor godt de kunne lide musik.

Det er så kedeligt at fortsætte de sure opstød, så jeg stopper her, men det siger lidt det hele, at det virkede som det største antiklimaks, da Ben & Tan til et fesent konfetti-trut til sidst blev kåret som vindere.

Og hvad var så det, der overraskede? Jo, det var da lidt overraskende, at forhåndsfavoritten, Jasmin Rose, hvis sang var skrevet af altid-vindende Lise Cabble, ikke blev stemt videre blandt de sidste tre.

Lad os få fundet den corona-kur hurtigst muligt, så vi kan få festen tilbage.