Den nye sæson af 'Klovn' kommer klodset fra start.

Det er stadig underholdende at se, hvad Casper Christensen og Frank Hvam har fundet på, og premiereafsnittet har flere sjove elementer.

Flere af ideerne er bare ikke særlig elegant skruet sammen, og her hjælper det ikke, at TV 2 i lanceringen af sæson 11 har haft SÅ svært ved at holde på deres hemmelighed.

Og her tænker jeg særligt på relanceringen af én savnet karakter.

Frank Hvam og Tomas Villum Jensen. Foto: TV 2 / Per Arnesen

Iben Hjejle er ikke med i første afsnit, så vi kender endnu ikke omfanget af hendes 'Klovn'-comeback, men hvor er det ærgerligt, at TV 2 allerede har afsløret, at hun er med.

Har man været bange for, om der stadig var interesse for 'Klovn' og følt det nødvendigt at lokke med Iben Hjejle?

Det vil TV 2 nok ikke svare på, men hvor havde det været langt federe, hvis man som seer selv havde opdaget det, når hun undervejs pludselig dukker op på skærmen.

11. sæson af 'Klovn' indledes med en introduktion af Jens Jacob Tychsen som Mias nye kæreste.

Sæson 10 sluttede ellers med, at Frank og Mia fandt sammen igen, efter at Mia ville skilles, så vi er altså ikke mere end få minutter inde i den nye sæson, før man forvirrer kerneseere, der går op i detaljer.

Trods den lidt uelegante overgang fra de to sæsoner, er Jens Jacob Tychsen indtil videre dog et sjovt nyt indslag – ikke mindst fordi man bruger hans kendisstatus fra 'Badehotellet' til at irritere Frank.

Den nye sæson begynder også med, at Fnug går fra Casper.

Fnug-karakteren har altid manglet den kant og modspil, som Casper fik af Iben Hjejle, så her åbnes der spændende for en masse nye muligheder.

Jens Jacob Tychsen, Eva Jin og Frank Hvam. Foto: TV 2 / Per Arnesen

Men så er det, at premiereafsnittet roder lidt rundt i både sjove ideer og elementer, der ikke giver mening.

Frank har først og fremmest et sammenstød med sin nabo, hvor han på klassisk vis går alt for meget op i, om hun er fra Japan eller ej.

Det er sjovt nok, men man gætter alt for lang tid i forvejen, at Frank vil komme i problemer over at bruge hendes toilet, selvom hun har sagt, han ikke må.

Man får heller aldrig nogen forklaring på, hvorfor toilettet er så helligt for hende, og derfor virker den – på papiret – tåkrummende scene, hvor hun skælder Frank ud, lidt tam.

Ideen med at Casper og Frank skal til en tvillinge-barnedåb, hvor de finder ud af, at den ene baby, der skulle være opkaldt efter Frank, er død, er også ret godt fundet på.

Her giver det bare ikke mening, at de ikke var blevet advaret om dødsfaldet, før de tog afsted.

Og så er det til sidst lidt mærkeligt, at de genbruger en idé fra sidste sæson med Casper og Frank, der støder sammen med en yngre komiker.

I forrige sæson gik det ud over komikeren Nina Rask, som Frank og Casper kom på kant med under optagelserne af en film.

Frank Hvam. Foto: TV 2 / Per Arnesen

I premiereafsnittet gentager scenariet sig med Eva Jin, og det virker underligt i en tv-serie, der gennem tiden har været så god til konstant at finde på nye friske ideer.

Bundniveauet er som altid dog ret højt, når det kommer til 'Klovn'.

Ingen falder igennem, og selv her på 11. sæson er det sjovt at se, hvad Casper og Frank får rodet sig ud i, og trods ovenstående er det svært ikke at komme til at grine undervejs.