Efter fem succesfulde sæsoner af 'Først til verdens ende' med almindelige danskere, er der nu sket det, der efterhånden sker for ethvert succesfuldt realityformat.
Vi skal død og pine have nogle kendisser med!
Først blev jeg selv dybt irriteret over, at man partout skal tage et vellykket format og gøre det til et kendisprogram.
Vi har set det med flere tv-formater som 'Fear Factor' og 'Korpset', og nu er turen altså også kommet til rejse-realityprogrammet 'Først til verdens ende'.
I denne nye sjette kendissæson af programmet skal skuespiller Troels Lyby, tv-vært og tidligere Bachelorette-deltager Sofie Martinussen, skuespillerne May Lifschitz og Arian Kashef samt influenceren Julia Sofia Aastrup dyste om at komme først gennem Sydamerika - fra Amazonas i det nordlige Brasilien til Andesbjergene i Chile.
Med sig har de alle en rejsemakker, de kender særdeles godt.
Og efter at have set de første to programmet, må jeg erkende, at min frygt er blevet gjort til skamme. Programmet tog røven på mig, for jeg er solgt.
Castet er først og fremmest godt, underholdende og sympatisk tv-selskab.
Min frygt for en kendisudgave handler blandt andet om, at man risikerer at få mere iscenesat indhold og færre af de stærke, menneskelige historier, der også kendetegner formatet.
Men baseret på de første to afsnit, virker det faktisk til, at vi ser de her - mere og mindre - kendte mennesker, være meget autentiske og villige til at dele ud af sig selv.
Troels Lyby er uden tvivl den kendis, de fleste danskere kender, og nok af den grund har TV 2 da også valgt at give ham det største billede på plakaten.
Han er egentlig kendt som et forholdsvist privat menneske, men i 'Først til verdens ende' har han taget sin voksne søn Johannes med, fordi han vil have et stærkere forhold til sin voksne søn.
»Jeg kendte ham som barn, men hvad er han for en mand?« spørger Troels Lyby.
Det er faktisk i al sin enkelhed ret rørende, og mon ikke der også sidder en del derude, der kan genkende det at have mindre kontakt med sine voksne børn, eller omvendt sine forældre, som livet buldrer derudaf og man ikke længere er afhængige af hinanden?
Programmets helt store stjerne er dog ikke en af de kendte, men derimod Sofie Martinussens mor, Dorte.
Hun er fuldkommen genialt tv, og det er et uvurderligt tv-øjeblik, da hun er bange for at tage en færge op ad Amazonasfloden - for hvordan skal man så komme på toilettet?
Martinussen får beroliget sin mor ved at fortælle, at der naturligvis vil være et toilet på færgen, men vi lærer også, at Dorte faktisk er så uvant med at rejse, at hun under en familietur til Hamborg ikke troede, hun kunne bruge sit dankort.
Det er også fuldkommen fantastisk, da Sofie Martinussen på bagsædet af en taxa lirer nogle lidt forblommede gloser af, og Dorte tørt konstaterer:
»Mit mål for i dag er, at du holder din kæft.«
Jeg elsker hende!
Programmet fungerer generelt godt takket være de elementer, der også fungerede i ikke-kendis-udgaven.
Man engagerer sig i deltagernes rejsevalg, holder vejret, når en bus er aflyst og korser sig, når de tager valg, man er uenig i.
Samtidig er 'Først til verdens ende' også bare et fedt rejseprogram, som prikker til ens egen rejselyst.
Min eneste frygt kan være, om deltagerne lader os komme helt tæt på.
Gennem de tidligere sæsoner har vi set stærke personhistorier udfolde sig i programmet, og jeg håber også, at nogle af kendisserne tør lukke os helt ind i løbet af sæsonen.
Men indtil videre lover det virkelig godt, og jeg glæder mig til fortsat at følge med - ikke mindst takket være Dorte.