Reality-showet 'Fear Factor' er efter 23 års dvale tilbage på dansk tv. 

TV 2 har overtaget konceptet fra TV 3 og skabt en umiddelbart billigere version og med en helt ny slags vært. Det er ikke ligefrem opskriften på et nyt tv-hit.

'Fear Factor' var et ekstremt bud på et realityshow, da det første gang dukkede op på dansk tv i 2002.

Dengang styrede machomanden fra 'Robinson', 'Biker-Jens, løjerne, hvor man sendte en flok ukendte danskere til Sydafrika og lod dem dyste i at overskride grænser.

I TV 2's relancering foregår det hele i hjemlige danske rammer og med den selverklærede bangebuks Ruben Søltoft som vært.

Deltagerne er ikke decideret 'ukendte', men med de fire holdkaptajner Casper Sobczyk, Zelma Lewerissa, Mette Sommer og David Minerba er det tydeligt, at man ikke har kunnet få A-navne til at stille op.

Influencer Mette Sommer er på hold med sine to 'Bachelorette'-kolleger Mai Cermeño og Frederik Ottosen.
Influencer Mette Sommer er på hold med sine to 'Bachelorette'-kolleger Mai Cermeño og Frederik Ottosen. Foto: Sille Serup / TV 2

Premiereudsendelsen starter en smule forvirrende midt inde i en konkurrence, hvor et af holdene skal hoppe fra en bil til en anden højt oppe i luften.

Herefter sættes 'Fear Factor' rigtigt i gang med Ruben Søltoft, der byder velkommen og et hurtigt sammenklip af sæsonens forestående drama.

Der nævnes, at det hele ender med en samlet vinder, men som TV 2 har fået for uvane, glemmer de at nævne, hvad der egentlig dystes om. 

Herefter bliver det først lidt for sent inde i programmet forklaret, at der altid kun er to hold i dyst mod hinanden – og at de to taberhold efterfølgende skal i en elimineringsdyst.

I en af de første konkurrencer skal holdene hurtigst muligt tænde en række fakler.
I en af de første konkurrencer skal holdene hurtigst muligt tænde en række fakler. Foto: Sille Serup / TV 2

Men fair nok, det vigtigste i 'Fear Factor' er i bund i grund de grænseoverskridende dyster, og her åbnede man på TV 2 med temaerne højdeskræk, ild-skræk og klaustrofobi.

Udfordringen for et program som 'Fear Factor' anno 2025 er, at vi siden 2002 er blevet vant til at se vilde stunts i på tv – og ikke mindst på internettet.

Det kan med andre ord ikke blive vildt nok, og derfor virkede dysterne i premiereudsendelsen – med en enkelt undtagelse – alt for nemme at gennemføre for deltagerne.

Ironisk nok var det mest skrækindjagende indslag i første afsnit en detalje udenfor selve dysten, da 'Bachelorette'-deltageren Mai Cermeño bankede hovedet ind i en brandslukker.

Ruben Søltoft under en dyst. Her ved siden af en af Zelma Lewerissas medspillere.
Ruben Søltoft under en dyst. Her ved siden af en af Zelma Lewerissas medspillere. Foto: TV 2

Nærbilledet af tennisbolden, der stak ud af hendes hoved, var den eneste gang, at man fik et ægte sug i maven – og så fejler et program som 'Fear Factor'.

Ruben Søltoft er som vært sympatisk og godt selskab, og det er som udgangspunkt en sjov gimmick, at man har hyret en quirky vært, der ikke selv ville turde kaste sig over nogle af udfordringerne.

Det kan imidlertid også hurtigt blive en lidt for slidt joke, hvis han hele sæsonen igennem skal italesætte, hvor meget han ikke selv har lyst til at være deltager.

Og hvor ville det generelt være federe, hvis man havde valgt nogle helt almindelige vovehalse og skruet sværhedsgraden op på 10, og så set, hvad det ville have af effekt.

David Minerba, Mette Sommer, Ruben Søltoft, Casper Sobczyk og Zelma Lewerissa er holdkaptajner og vært i 'Fear Factor'.
David Minerba, Mette Sommer, Ruben Søltoft, Casper Sobczyk og Zelma Lewerissa er holdkaptajner og vært i 'Fear Factor'. Foto: Sille Serup / TV 2

Den fremadstormende komiker David Minerba, der med 'Stormester' og '24 stjerners julekalender', er blevet et fast indslag på TV 2 lyser op i mængden.

I de to første afsnit sætter han flabet sig op imod Ruben Søltoft som den sjoveste i rummet, og under en mørkeleg kager han helt perfekt klovnet rundt.

'Fear Factor' starter ikke som et nyt, klokkeklart tv-hit.

Udfordringerne har helt sikkert været grænseoverskridende for deltagerne, men vi er ude i genren af tv, hvor det nok er sjovest for dem, der deltager.

Men jeg er da nysgerrig på, hvilke udfordringer der venter i kommende afsnit.