Selvom TV 2 sparker 11. sæson af 'Toppen af poppen' med masser af 80er-nostalgi og søde deltagere, så er rygklapper-konceptet stadig til den kedelige side.
Denne anmeldelse bliver desværre lidt af en negativ gentagelse fra sidst, der var 'Toppen af poppen' i den bedste sendetid.
Det er super fedt, at der imellem 'X Factor'-amatører og dansekendisser også gives plads til professionelle musikere, men det er, som om de medvirkende i 'Toppen af poppen' efterhånden slipper afsted med at give mindre og mindre af sig selv.
De behøver ikke at krænge sjælen ud eller afsløre alle mulige mørke hemmeligheder, det er bare ikke særlig spændende tv at se en gruppe kendte mennesker konstant rose hinanden, mens der overfladisk skøjtes igennem hovedpersonens karriere.
80er-stjernen Maria Bramsen, kendt fra bands som Tøsedrengene og Ray Dee Oh, er hovedperson i første afsnit og et godt eksempel på ovenstående.
Hun fremstår – ligesom alle de andre deltagere – super sympatisk, hun har en flot hitfyldt karriere bag sig, men man kommer aldrig under huden på hende, og derfor bliver det som seer svært at bevare koncentrationen, når underholdningsværdien står og falder på de forskellige musikalske indslag.
Holdet er generelt set dejligt bredt, og det bliver sjovt at se, hvordan eksempelvis Malte Ebert kommer til at balancere rollen som sig selv og Gulddreng, men sigende for konceptet nævnes det indledningsvis blandt andet ikke med ét ord, at de to deltagere Hjalmer Larsen og Mathilde Falch er børn af fædre, der reelt tilhørte toppen af poppen.
Hjalmer – der dog har godt gang i sin egen karriere – udtalte ved et pressemøde før premieren, at han i programmet kommer til at åbne op for sit privatliv, så det bliver jo spændende at se, hvad der eventuelt venter.
Overordnet tror jeg dog, at 'Toppen af poppen' ville have godt af at få en vært, der tør prikke lidt til deltagerne. En vært, der kan stille lidt bedre og lidt mere indgående spørgsmål end dem, de medvirkende formentlig bliver bedt om at stille hinanden af tv-holdet.
Når jeg en gang imellem alligevel holdt blikket fast rettet mod skærmen, skyldtes det enkelte højdepunkter.
Sæsonens absolutte hovednavn Simon Kvamm optrådte eksperimenterende med sit band Hugorm i en autotunet udgave af et gammelt Tøsedrengene-hit.
Modsat flere af de andres lidt for pæne fortolkninger var her et bud på noget originalt – og så kan det nærmest være lige meget, om det er galt eller genialt, bare det skiller sig ud.
Hjalmer sang også en fin udgave af 'Brændende læber', ligesom Malte Ebert med 'Jeg vil la' lyset brænde' endnu en gang viste, at han er mere end en joker.
'Toppen af poppen' er blevet et fast tilbagevendende holdepunkt, og der vil sikkert være mange fans, der elsker det ufarlige og fordømmer alle ønsker om fornyelse.
Fred være med det. Jeg håber bare på mere af et program, hvor der ironisk nok blev brugt tid på to gennemspilninger af 'Så gik der tid med det'.
Ja... Så gik der tid med det...
