Det gik fuldstændig amok!
The Minds of 99 spillede med musklerne, da de torsdag aften holdt folkefest på Tinderbox. Det væltede nærmest frem med effekter, men noget manglede alligevel.
Der er ingen tvivl om, at The Minds Of 99 for tiden er Danmarks største band.
Sidste år satte de rekord med tre udsolgte koncerter i Parken, og denne sommer forsøger de at tage noget af magien med på flere af landets festivalscener – her i blandt Tinderbox.
Og selvfølgelig var der proppet i Odense, da forsanger Niels Brandt majestætisk åbnede ballet alene på scenen med den akustiske udgave af 'Hurtige hænder', der fik folk til at synge med fra første tone.
Resten af bandet fulgte efterfølgende trop, men selvom de gik sikkert til værks med deres klassiske hurtig-stepper-rock, så formåede de ikke helt at vække hele pladsen i første omgang.
Nej, selvom de havde ingredienserne til det, så fik de lidt for sjældent pladsen til rigtig at koge, og det skyldtes måske flere ting.
Ja, det var da fedt med det indlagte ildshow – og det smukke (men dog også meget hurtigt affyrede) fyrværkeri til sidst.
Det var også fedt, at S!vas kiggede forbi – meeeen deres fællesnummer 'Someone made you' kan ikke rigtig beskyldes for at være en 'banger'.
Forventningerne er høje, når The Minds of 99 kommer til byen, og her virkede det flere gange lidt, som noget man har oplevet før.
Den dragende, hypnotiske stil som er kendetegnende for bandet fik blandt andet 'Som fluer' og 'Og du blev til en hvid fugl' til at flyve flot udover landskabet, og der var da også herlig fællessang under 'Ung kniv' og 'Det er Knud som er død'.
Jeg tror heller ikke, at der er nogen, der er gået skuffede fra koncerten, for den fik på alle tangenter.
Men det må heller ikke blive for forudsigeligt, som da vi igen igen fik en lidt for lang techno-udgave af 'En stemme', og det hele sluttede af med 'Solkongen' og 'Alle skuffer over tid'.
The Minds of 99 på Tinderbox var The Minds of 99, som vi kender dem.
Det var storladent, det var stilsikkert, og de spillede overlegent med musklerne, men måske lidt uden den nerve, som man netop følte sidste sommer i Parken.
Det er også helt fair, at man lige skal finde sit ståsted igen – men jeg glæder mig til at blive overrasket på ny.
