Det vrimler ikke ligefrem med Sort Sol-koncerter, så det virkede som en god idé at lukke årets Copenhell med en genopstandelse af de følelsesfulde danske punkrockere.
Vi kom da også lækkert fra start, men endte med at blive trukket gennem lange opbygninger og eksperimenter, indtil vi til sidst blev efterladt kolde efter en lunken koncert – men én ting skal Sort Sol have point for.
Sort Sol har senest været aktuel med 2017-albummet ‘Stor langsom stjerne’, og det er næsten lige så længe siden, at de har optrådt live.
Derfor lokkede det selvsagt folk til som stæreflokke, der søger ly for natten i et velkendt naturfænomen, da Sort Sol lørdag lidt før midnat lukkede musikprogrammet på metalfestivalen Copenhell.
Og der var god lyd helt op på de karakteristiske bakker foran den lidt mindre lukker-scene Hades, hvor folk var stimlet sammen så langt øjet rakte.
På scenen var det flot kompositorisk sat op med skæve monitorer, der pegede blikket ind mod en cool, afslappet og veloplagt forsanger Steen Jørgensen i midten, der med sin dybe, bastante vokal også lå konstant forrest i lydbilledet, smukt sammenspillet med resten af orkesteret.
Sceneshowet var hovedsagelig gjort i sort og hvid, hvor silhuetterne fra bandet var med til at understrege deres nærmest mystiske genopståen.
»Tak for invitationen,« lød det fra Steen Jørgensen på scenen ud til de våde folkemasser, som om man bare skulle have spurgt.
Sort Sol kom da også stærkt fra start med fængende 'Copenhagen' fra 1992, for så at gå frem til 2001-nummeret 'Next Century', og satte på den måde hurtigt og overbevisende streg under deres spændevidde og relevans gennem en næsten 50 år lang karriere.
Men derfra blev det desværre langtrukket, og kun sjældent kom vi igen op på samme mætningsniveau.
Man tabte simpelthen opmærksomheden undervejs. Det sås også blandt publikum, hvor lidt regn midt i det hele var nok til at skræmme flere væk.
Der var lidt for meget fyld og tænkt lidt for længe over tingene. Opbygningerne blev for lange, det hele skulle forvrænges lidt for længe. Først med gennembrudstidens 'Siggimund Blue' kom der igen lidt skub i den punkterede fest.
Selvfølgelig fik vi 'Let Your Fingers Do The Walking' til sidst, men så skulle der alligevel jammes lidt mere, og til sidst var det hele pludseligt slut.
Den Sorte Sol over København var mytisk lørdag nat. Tilbagelænet på rutinen, hårdtslående på intensiteten. Præcis som en sjælden tilbagevenden skal være. Noget særligt. Præcist. Mærkbart. Men midt i alt det stramt komponerede, blev det desværre også bare lidt kedeligt.
En storladen fornøjelse, men desværre også en langtrukken farvelkrammer til Copenhell, som Sort Sol leverede i deres tilbagevenden til scenen.