Der er rystende lidt indhold at finde på den nye streamingtjeneste Apple TV+, der ved lanceringen kun byder danske kunder velkomne med fire nye egenproducerede tv-serier.

Herunder fælder B.T. dom over de fire nye serier, der trods alt er at finde hos Apple.

'The Morning Show' – Go' morgen Danmark' på steroider


Hvordan ville Puk Elgård reagere, hvis hendes 'Go' morgen Danmark'-kollega Mikkel Kryger pludselig røg ind i en stor #MeToo-skandale?

Jennifer Aniston og Steve Carell spiller i 'The Morning Show' netop et gammelt morgen-tv-værtspar, der pludselig lammes af, at sidstnævnte har været sin kone utro med en række assistenter.

'The Morning Show' har Jennifer Aniston, Steve Carell, og Reese Witherspoon i hovedrollerne.
'The Morning Show' har Jennifer Aniston, Steve Carell, og Reese Witherspoon i hovedrollerne.
Vis mere

Første afsnit sætter dramaet i gang pumpet på steroider med vilde skænderier, kyniske chefer og alt for meget Hollywood-patos, men det er dæleme underholdende.

Reese Witherspoon kommer ind fra højre som den unge, over-idealistiske, temperamentsfulde reporter i marken, der i en intens scene sætter Jennifer Aniston på plads og samtidig skærer kontrasten mellem fortid og fremtid ud i pap.

Det hele bliver måske lidt for dramatisk, og som dansker spiller violinerne lidt for højt, når Jennifer Aniston eksempelvis følelsesladet bruger et helt morgenprogram på at tale om sin fyrede kollegas forkastelige opførsel.

Men det er medrivende, man får lyst til at se videre, og det er en fed effekt, at man ikke helt ved, om Steve Carells karakter er skyldig eller ej.

'Dickinson' – syret ungdomsdrama om Emily Dickinsons liv


Serien 'Dickinson' med den 22-årige Hailee Steinfeld i hovedrollen er Apples ungdomssatsning og bestemt en interessant en af slagsen.

Serien foregår i 1850'erne og følger den unge Emily Dickinson (Steinfeld), der hellere vil være en verdenskendt poet (som hun jo også senere blev) end 'en rigtig dame', som hendes forældre ønsker.

Genistregen ved 'Dickinson' er, at den behandler Emily Dickinsons liv som et seriøst og moderne teenagedrama.

Skuespillerne taler, som unge mennesker ville tale i dag, Emily og hendes bror holder vild fest og tager stoffer, når forældrene ikke er hjemme – læg dertil, at Emily Dickinson har en affære med sin bedste veninde, Sue, der i øvrigt skal giftes med hendes bror.

Der er vild fest i 'Dickinson'-hjemmet, da forældrene er ude af huset.
Der er vild fest i 'Dickinson'-hjemmet, da forældrene er ude af huset.
Vis mere

'Dickinson' har samtidig et forfriskende moderne lydspor og er langtfra det typiske periodedrama. Derudover giver serien et velfortjent nik til virkelighedens Emily Dickinson, når den citerer hendes digte over skærmen.

Serien er i glimt ret syret og mærkelig, men den er aldrig kedelig, og denne anmelder har efter fire afsnit helt klart lyst til at se mere.

'See' – 'Aquaman som fremtids-Moses'


Det starter lidt tungt med en fødende kvinde i en hule.

Jorden er gået under, de overlevendes efterkommere har langt ude i fremtiden mistet evnen til at kunne se og lever som primitive stammefolk i naturen med skærpede sanser.

Jason Momoa er en af de få overlevende, efter det meste af jorden er gået under i serien 'See'.
Jason Momoa er en af de få overlevende, efter det meste af jorden er gået under i serien 'See'.
Vis mere

Når man først har indstillet sig på det lidt komiske univers, er historien faktisk okay dragende.

Hovedrolleindehaver Jason Momoas landsby drives på flugt af en konkurrerende klan, der vil dræbe de to ikke-blinde børn, som de skjuler, og således går der ren fremtids-Moses i den, når den brovtende 'Aquaman'-skuespiller leder sin flok ud af helvede. (Her krydser de en hængebro frem for Det Røde Hav)

Det blinde stammefolk bevæger sig overraskende nemt rundt i landskabet, og en gang imellem er deres supersanser lidt for vilde, som når de på lang afstand kan høre modstanderens hjerteslag.

Den 'onde' dronning, der pludselig onanerer, mens hun taler med sin Gud, er også lige til den lidt for fantasifulde side, men derudover virker 'See' ret fascinerende.

Modsat eksempelvis Susanne Biers kedelige 'bind for øjnene'-film 'Birdbox' hos konkurrenten Netflix virker det mere naturligt, når Jason Momoa og co. påbegynder jagten på synssansen.

'For All Mankind' – stilsikkert tankeeksperiment


Hvad var der sket, hvis amerikanerne ikke havde vundet kapløbet til månen?

I serien 'For All Mankind' skrives verdenshistorien om, da det lykkes for russerne at lande på månen inden amerikanerne, og det er en ganske veludført fortælling.

I bedste 'Mad Men'-stil kommer vi med indenfor hos et kriseramt Nasa, hvor de hårdføre astronauter ikke kan lide at snakke om følelser, men gerne får sig en cigaret og en bajer, mens de diskuterer, hvordan USA nu skal vinde kapløbet om rummet.

'For All Mankind' følger et kriseramt NASA, efter russerne er kommet først til månen.
'For All Mankind' følger et kriseramt NASA, efter russerne er kommet først til månen.
Vis mere


På baggrund af første afsnit fremstår serien som et elegant og velfortalt miks af historie og fiktion, der på godt og ondt er gennemsyret af nostalgisk, amerikansk patriotisme.

Fortælleformen vil givet være for langsom for nogle, men hvis man væbner sig med tålmodighed, bliver man belønnet med voldsomt fængslende scener og en bundsolid præstation fra den altdominerende hovedrolle Joel Kinnaman som den fiktive astronaut Edward Baldwin.

B.T. giver det samlede indhold på Apples tjeneste fire stjerner.