Jeg vil desværre ikke anbefale nogen at tage ind og se den nye Tivoli-revy.
Linda P og co. prøver nye ting af og leger flere gange sjovt med genren, men generelt set var premieren torsdag aften en flad omgang med alt for mange langtrukne indslag.
Lad mig starte med det høflige forbehold, at en stor del af publikum lød til at more sig kosteligt.
Om det var fordi salen måske var fuld af revyfolkenes venner og familiemedlemmer, eller fordi revyen vitterlig bare rammer plet i forhold til målgruppen, må kommende forestillinger afgøre.
Men alt i alt virkede det bare som en halvtam forestilling med alt for lange sketches og uden de store brag, som kunne blæse salen bagover.
Det er Linda P, Thomas Warberg og Kurt Ravn, der verbalt står for underholdningen på scenen.
Er du til Linda P og Thomas Warberg, der skærer grimasser og Kurt Ravn, der spiller på, at han er ved at være oppe i årene, ja så er der masser at komme efter.
Men særligt når de imellem sketchene taler meta med hinanden om, hvad de har gang i, leveres deres replikker lidt kunstigt.
Vi har Warberg og Linda P som siamesiske tvillinger i en tø-hø-sjov sketch, der minder lidt om noget Drengene fra Angora kunne have fundet på for tyve år siden.
Vi har noget om prepping, hvor Warberg og Linda P laver opkast-ansigter på grund af lugtende makreller a la Mick Øgendahls figur i det gamle TV 2-sketchprogram 'Tak for i aften'.
Og alt for mange gange er deres party-trick at klæde sig ud som gamle mennesker, der ser tomme ud i ansigterne og taler langsomt.
Ja, revyer har det jo med at tiltale det ældre segment, så måske er det ikke så dumt, når det kommer til stykket, men de får nok ikke mange yngre mennesker til at grine med.
Det er Linda P, der har været kreativ chef på forestillingen, og hun skal have ros for at turde prøve nogle nye greb af.
De har blandt andet et sjovt meta-indslag med demonstranter, der afbryder showet og løber rundt i salen.
Linda P skændes også sjovt undervejs med bandet, ligesom de elegant fletter et klassisk stand-up-indslag sammen med en parforholds-sketch.
Kurt Ravn har også flere sjove tørre replikker undervejs og brillerer som kynisk mediechef med hang til clickbait-overskrifter, men alt for ofte trækkes sketchene ud i langdrag og slutter ofte på en flad punchline, hvor man højest efterlades med et skævt smil.
Musicalstjernen Xenia Lach-Nielsen står for musikken undervejs, og hun viser igen-igen prøver på sit enorme sangtalent, men man får underligt nok aldrig nogen forklaring på, hvorfor den musikalske ramme er 1960'er-musik,
Du skal ikke se Tivolirevyen for at grine af aktuelle emner, for den slags ser de nærmest fuldstændig bort fra.
Det er en smagssag, og det er også helt fair, at man vil forsøge at gå i en anden retning.
Problemet er måske blot, at revyen vil alt for mange ting på en gang og derfor aldrig rammer noget, der får taget til lette, og jeg må erkende, at jeg til sidst sad med den ærgerlige følelse af 'var det bare det?'
Er du fan af de medvirkende – og måske lidt godt oppe i årene – vil du formentlig få en hyggelig aften i deres selskab, men som bredt favnende revy, rammer den helt ved siden af.
