Rasmus Seebach tog endnu en gang stikket hjem.
Fredag aften væltede han Smukfest med et nyt (næsten for) perfekt popshow, hvor særligt et af de helt gamle hits har fået en genial overhaling. En stor del af tiden kørte han dog også lidt for meget på rutinen.
Jeg har altid store forventninger, når store danske popnavne spiller en aftenkoncert på Bøgescenen på Smukfest.
Det er deres 'Orange scene'.
Det er her, de har mulighed for virkelig at spille med musklerne.
Det er her, jeg forventer, at de lægger sig i selen og kommer med et tæt på unikt show fuld af overraskelser.
Her taler det desværre ikke til Rasmus Seebachs fordel, at jeg denne sommer allerede har set ham spille i Jelling og på Tinderbox i Odense.
For selvom han spillede med musklerne, og selvom han helt sikkert igen-igen kom med et perfekt og sprudlende show, så manglede det hele også noget x-faktor.
Lad mig understrege: Det VAR godt!
Et Rasmus Seebach-show er altid super gennemført.
Han sparer aldrig på noget, men serverer den dyre deluxepakke for sit publikum, og det er altid fedt at høre band og Seebach lege sig igennem den imponerende hitparade, hvor der virker til at være tænkt over alle små musikalske detaljer.
Og der var masser af fede detaljer.
Ankerstjerne – der efterhånden er en sjælden gæst – dukkede til stor glæde op på 'Millionær'.
'Ingen kan love dig i morgen' skabte en fantastisk boblende banjo-energi, og 'Øde ø' omdannede på magisk vis de stående tilskuere i skovbunden til en hær af lykkelige hoppebolde.
Det var højdepunkt på højdepunkt, men særligt én ting virker, hver gang man hører det brage ud over scenekanten, som noget af en genistreg.
Jeg tænker på opdateringen af 'Lidt i fem'.
Det 15 år gamle megahit har i nyere tid fået nyt liv i form af sammensmeltningen med belgiske Stromaes ikoniske 'Alors on dance', og det giver nærmest kuldegysninger, når han sender en af sine korsangerinder ud forrest på scenen for at synge c-stykket.
Men overraskelserne udeblev.
Jeg håbede – måske lidt naivt – på et show, der ikke kørte fuldstændig efter sommerens drejebog, men det fik vi ikke.
For en gang skyld havde Rasmus Seebach tilmed fået et festligt spilletidspunkt, og her havde det samtidig været genialt, hvis han havde kørt fuld festmusik og eksempelvis ladet en godnatsang som 'Under stjernerne på himlen' blive hjemme.
Jeg forstår godt, at han spiller sin fars sange – og publikum så selvfølgelig også ud til at kunne lide rub og stub – det havde bare været sjovt at se Rasmus Seebach for alvor forvandle sig til en natteravn.