‘Den sidste viking’ er en film så genialt gakket, at man skulle tro, det var løgn. Så voldelig, at man næsten må se væk i flere sekvenser, og så knaldhamrende sjov, at man ikke kan holde grinene tilbage. Samtidig bliver man faktisk også rørt undervejs.
Med andre ord gør den alt det, vi har kendt og elsket Anders Thomas Jensens film for gennem de seneste 25 år.
Men hvor ‘Retfærdighedens ryttere’ fra 2020 foregår i et – trods alt – mere naturalistisk univers, finder ‘Den sidste viking’ tilbage til stilen fra instruktørens tidlige succeser ‘Blinkende lygter’ og ‘De grønne slagtere’.
Anker (Nikolaj Lie Kaas) blev fængslet i 15 år for et bankrøveri, men når at bede sin bror Manfred (Mads Mikkelsen) om at begrave millionbyttet i skoven ved familiens gamle hus i Sverige.
15 år senere kommer Anker ud, og voldspsykopaten ‘Flinke Flemming’ (Nicholas Bro) kræver nu at få udleveret pengene.
Sammen begiver Anker og Manfred sig derfor til det svenske hus, som i mellemtiden har skiftet ejere, for at finde pengene. Der er bare et stort problem – Manfred, der har udviklet en personlighedsforstyrrelse, er blevet overbevist om, at han er John Lennon.
Han kaster sig ud af det nærmest vindue, hvis man ikke tiltaler ham John, og så stjæler han i øvrigt også folks hunde.
Brødrene ender således med et pitstop på psykiatrisk afdeling, hvor det står klart, at Manfreds personlighedsforstyrrelse er udløst af traumer tidligere i livet.
Samtidig samler de den noget suspekte og shotsglade overlæge Lothar (Lars Brygmann) op, som får overbevist Anker om, at man bedst hjælper Manfred ved at gå med på hans virkelighedsopfattelse.
Således bliver en række psykiatriske patienter, den ene med en mere kompliceret personlighedsforstyrrelse end den anden, fragtet til huset i Sverige, for at de sammen kan danne ‘The Beatles’.
Det er vanvittigt, syret – og vanvittigt sjovt.
De sjove detaljer står i kø filmen igennem. Som når Manfred byder Anker velkommen hjem fra fængslet med en kurv med 60 rundstykker, eller da det viser sig, at det, der skulle være et 'The Beatles'-band, bare hellere vil spille ABBAs 'Chiquitita'. Hele tiden.
Man klasker sig på lårene af grin – men filmen bliver også momentvis meget rørende i sin insisteren på, at selv de skæveste eksistenser har en plads.
Samtidig har 'Den sidste viking' også en mørk side.
For langsomt ser vi i flashbacks, hvordan brødrene Anker og Manfred ikke blev henholdsvis hårdkogt bankrøver og John Lennon ud af det blå.
Jeg skal ikke afsløre for meget, men scenerne er voldsomt ubehagelige og vækker mindelser om de flashback-scener, de fleste af os nok husker så godt fra ‘Blinkende Lygter’.
Som altid har Anders Thomas Jensen allieret sig med nogle af landets allerbedste skuespillere, og det kan man naturligvis mærke.
Mads Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas i de dominerende hovedroller har været fast ingrediens i Anders Thomas Jensens film, men i ‘Den sidste viking’ får deres samspil en anden følsomhed, end vi har set i mange år.
Begge spiller eminent. Mads Mikkelsen rammer den svære balance i at spille Manfred, så han både er komisk irriterende og et følelsesmæssigt hjerte i filmen - især når vi finder ud af, hvorfor han er endt, som han er. Samtidig er Nikolaj Lie Kaas dybt troværdig som Anker.
Alle spiller generelt fremragende i filmen, og Lars Brygmann, der kom med som den nye dreng i klassen i ‘Retfærdighedens ryttere’, viser endnu en gang, at han er afsindig sjov som den afblegede Lothar, der er et omvandrende Ikea-leksikon.
Her vil jeg heller ikke afsløre for meget, men den rolle er både fantastisk skrevet og eksekveret.
Søren Malling og Sofie Gråbøl er perfekte som det fastgroede ægtepar, der har fået for lidt ud af livet, men stadig har tårnhøje tanker om sig selv.
Bodil Jørgensen er helt rigtigt castet som den omfavnende søster Freja, der bliver gennemsmadret af Nicholas Bro, som den overordentligt høflige voldspsykopat ‘Flinke Flemming’.
‘Den sidste viking’ er i det hele taget bare en helstøbt og vanvittigt god film - og jeg glæder mig allerede til at se den igen.