Øv, øv, øv!
Selvom vi godt vidste, at Danmark nok ikke ville nå til tops, endte Eurovision-finalen resultatmæssigt alligevel som en dansk skuffelse. Nu har jeg en bøn til DR og næste års 'Melodi Grand Prix'.
For faen!
Om det var fordi Europa alligevel mente, at Sissal stillede op med en sang, der mindede for meget om Sveriges Loreen, eller Europa bare igen i år viste sig at have en mærkelig musiksmag, må stå hen i det uvisse.

Men at Danmark kun fik to point af seerne, 0 jury-point fra vores nordiske broderlande og en samlet 23. plads må siges at være noget af en lussing, uanset hvor godt Sissal ellers gjorde det på scenen.
For hende kan vi ikke klandre det mindste. Hun stod stærkt på den store scene, og Færøerne kan være stolte af deres første repræsentant i en Eurovision-finale nogensinde.
Hvor ville det dog bare være spændende, hvis DR til næste år lader være med at forsøge at vælge melodi grand prix-sange, som de tror vil klare sig godt i Eurovision, men laver et folkeligt grandprix med originale dansksprogede sange, som vi som nation kan være fælles om.
Vi ser flere og flere lande stille op med sange på deres lokalsprog – og ja så kan det godt være, at Østrig vandt i år med en kopi af Schweiz' vindersang fra sidste år – men kunne det ikke være fedt, hvis vi næste år sender en deltager, der synger på dansk?
Med en sang hvor vi i fællesskab kan sige – det der! Det er sgu original dansk popmusik – og så kan det være lige meget, hvor vi ender i feltet.
Men tak Sissal for at give os håbet tilbage!
Tak for at have været en super fed repræsentant i Europa, der har været en super ambassadør for hele Rigsfællesskabet og – som jeg har fået at vide af en af mine svenske kolleger – har været med til at skabe et unikt fællesskab blandt de andre deltagende lande i Europa.
Det er sgu stærkt!

Schweizerne skal også have ros for en flot produceret finale, hvor man overskudsagtigt ikke blot havde en super flot arena, men også fyldte et helt fodboldstadion med fans ved siden af, der fulgte showet på storskærm.
Værterne var sjove, uden at være FOR sjove og fyldte uden at fylde FOR meget.
En del af pauseunderholdningen blev lidt for langtrukkent med indslag fra tidligere schweiziske grandprix-deltagere, som man nok skal være kæmpe grandprix-nørd for at få noget ud af – og selvom det bare var et rygte, var det da også lidt en skuffelse af Céline Dion aldrig dukkede op.
Til gengæld fik man herligt sluppet galskaben løs med en episk duel mellem de sidste par års Eurovision-tornadoer fra Kroatien og Finland, så man lige blev rusket op af sofaen før pointuddelingen.
Eurovision 2025 er overstået.
Jeg har allerede glemt den østrigske vinder, og sådan er det.
Lad os håbe, at Sissals finale-deltagelse kan lokke flere stærke deltagere til næste års danske melodi grand prix, så vi ikke skal vente yderligere seks år, før vi står i en finale igen.
