På flere måder skuffer den nye film om Tommy Seebach.
Anders Matthesen gør det godt i titelrollen, og der er flere både sjove og rørende scener. Alligevel formår filmen ikke at leve op til de smukke sange og den triste historie – og jeg ærgrer mig især over én ting.
Men lad mig starte med at slå fast: Kan du lide musikken, skal du selvfølgelig også se filmen!
'Under stjernerne på himlen', der skildrer grandprixheltens storhed – og ikke mindst fald – gør dig måske ikke klogere, men du er i godt selskab, og du får et fint billede af, hvorfor Rasmus Seebach nok aldrig går i sin fars grandprixspor.
Filmen starter musikalsk forrygende tilbage i 1979 med Tommy Seebachs første grandprixsejr, og allerede her skal du have i mente, at der ikke er tale om en dokumentarfilm, men at der flere steder er skåret til for dramaets skyld.
Eksempelvis får man at vide, at Gitte Hænning, der oprindeligt skulle have sunget 'Disco Tango', sprang fra i sidste øjeblik. I virkeligheden skete det flere uger før.
I filmen fremgår det også, at DR i starten af 1990erne begyndte at droppe Tommy Seebach, udelukkende fordi de mente, han var blevet for gammel.
Har man læst biografen 'Tommy', vil man vide, at det også skyldtes en usikkerhed over Tommy Seebachs ulmende misbrug, men den del af historien er skubbet til side til fordel for en lidt stereotyp fremstilling af en sur DR-chef.
Men Anders Matthesen gør det godt i den store titelrolle.
Han balancerer uden problemer at spille fjollet far og usikker kunstner, og da filmen hen mod slutningen viser Tommy Seebachs sidste år, begynder Anders Matthesen næsten at ligne den ægte vare.
Neel Rønholt er også godt castet som Tommy Seebachs kone, Karen.
Hun både ligner fysisk og spiller godt op imod Anders Matthesen, så man forstår deres kærlige relation, og selvom de forskellige ukendte skuespillere, der spiller de tre Seebach-børn, ikke brænder igennem, får man generelt et fint indtryk af en sød, men plaget familie.
Filmen indeholder også flere stærke scener – ikke mindst da Tommy Seebach til sidst i bagstiv tilstand opsøger sine voksne sønner og videregiver Rasmus Seebach stafetten som familiens spillemand.
Det bliver måske lige lovlig tykt skåret ud med direkte citater fra Rasmus Seebachs sang 'Den jeg er', hvor det lyder 'Syng knægt, bare syng', men Anders Matthesen rammer den melankolske grundtone helt perfekt.
Resten af castet fremstår derudover enten lidt for anonyme eller til den karikerede side.
Selvom scenen, hvor hittet 'Under stjernerne på himlen' skal skrives, er en af filmens bedste, bliver Caspar Phillipson for det første aldrig nogen troværdig Keld Heick.
Jeg tror også, at det flyver over hovedet på de fleste, at Anders Juul spiller Ivan Pedersen fra Laban, og løbende virker de små portrætter af tidstypiske navne som Hilda Heick og Kirsten Siggaard mest som 'sjove' gimmicks.
To gange bryder man også fuldstændig unødvendigt det fiktive univers med private Seebach-videoer.
Især det sidste klip bruges som lidt for nem en afslutning på det hele – med noget som vi jo godt vidste i forvejen – og her misser man filmens store chance for virkelig at give plads til kernen af historien.
For min hovedanke mod filmen er nok, at det hele føles som om, der til sidst skøjtes lidt for hurtigt hen over nedturen.
Filmen kommer egentlig godt rundt i alle hjørner, men vi får aldrig Tommy Seebach helt ude i tovene, og på den måde mangler filmen for alvor den nerve, der kunne have stået i smuk kontrast til de smukke popsange.