Jeg kan ikke vente til næste mandag!

Da HBO Max sidste år udsendte de første billeder fra deres kommende 'Game of Thrones'-spinoff-serie 'House of the Dragon', var jeg egentlig ret ligeglad.

Der var tale om helt nye skuespillere, jeg ikke kunne forholde mig til, det er generelt set altid 'farligt' at malke videre på en succes, og hvordan kunne det nogensinde blive lige så godt som originalen?

Det ved vi heller ikke, om det kan endnu – men jeg indrømmer blankt, at jeg mandag aften blev blæst bagover af 'House of the Dragons' premiereafsnit.

Den nye 'Ned Stark', alias Kong Viserys I.
Den nye 'Ned Stark', alias Kong Viserys I. Foto: HBO MAX
Vis mere

Jeg har læst i en anden anmeldelse, at den nye 'Game of Thrones'-serie vil 'fornøje fans', og ja, det vil den helt sikkert.

Vi er tilbage i eventyrverdenen Westeros og hovedstaden King's Landing cirka 200 år før handlingen i den oprindelige serie.

Denne gang følger vi dragedronning Daenerys Targaryens platinblonde-forfædre, og man bliver straks revet med af ren fantasy-nostalgi, når den gamle kendingsmelodi sættes i gang og seriens nye svar på Arya Stark, prinsesse Rhaenyra Targaryen, får en drage til at spy ild med det velkendte drage-kald 'dracarys'.

Selvom det helt klart er forvirrende i starten med et helt nyt hold 'ukendte' skuespillere, og man lige skal bruge den første halve time på at danne sig et overblik, så leverer første afsnit af  'House of the Dragon' på alle fronter.

Der er politisk magtspil, en hårdtslående ridderturnering og en ond bror a la Nikolaj Coster-Waldaus gamle karakter Jamie Lannister.

Selv jerntronen har fået et løft i en nyslebet udgave omringet af en masse nye sværd, ligesom der virker til at være skruet lidt op for ligestillingen med hensyn til nøgenhed, hvor den obligatoriske bordelscene ikke virker lige så fokuseret på nøgne kvinder som tidligere.

Jeg vil ikke spoile for meget af handlingen for de læsere, der endnu ikke har set første afsnit, jeg vil blot advare om, at den nye Ned Stark, alias kong Viserys I Targaryen, træffer et forfærdeligt valg, der medfører en af de mest gruopvækkende scener i 'Game of Thrones' historie.

Det var forfærdeligt at se på – ja, jeg måtte kigge væk!

Milly Alcock som den unge prinsesse Rhaenyra Targaryen.
Milly Alcock som den unge prinsesse Rhaenyra Targaryen. Foto: HBO MAX
Vis mere

Derudover slutter første afsnit med et fantastisk storladent far-datter-øjeblik, hvor man igen plejer fans med en hilsen til det oprindelige 'Game of Thrones'-plot, og på den måde sørger HBO Max effektivt for at holde kernemålgruppen fanget.

'House of the Dragon' virker ved første blik ikke lige så dyr og banebrydende som 'Game of Thrones'.

Persongalleriet virker også grundlæggende lidt mere anonymt.

Men ingen tvivl om, at 'House of the Dragon' kommer vanvittigt godt fra land, og hvor er det egentlig fedt, at man helt old school skal vente en hel uge på næste afsnit.