Anmeldelse: Ny dansk serie er dybt bizar - og fuldkommen vidunderlig

Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente, da jeg så DR’s nye, islandske seriesatsning ‘Den danske kvinde’ med Trine Dyrholm i hovedrollen.

Men hurtigt blev jeg paf.

For den her serie er dybt bizar, vanvittig, sjov, underlig, imponerende og fuldkommen vidunderlig på en gang.

Jeg er ganske enkelt blæst bagover, både af serien som idé og værk, men ikke mindst Trine Dyrholms præstation som titelrolleindehaveren ‘den danske kvinde’.

I serien følger vi Ditte Jensen, en dansk kvinde, der er flyttet ind i en boligblok i Reykjavik.

Hun skælder sine naboer ud, når de ikke taler godt nok dansk og tager i det hele taget kontroversielle metoder i brug, når noget ikke lige går hendes vej - eller hun oplever uretfærdighed.

Generelt er Ditte Jensen en kvinde med et temperament udover det sædvanlige.

Således ser vi i seriens første afsnit, hvordan hun slår en kat ihjel, fordi den går i hendes blomsterbede.

Hun smadrer både højtalere og biler, hvis ejere ikke helt opfører sig, som Ditte Jensen ønsker.

Og hun waterboarder en uvoren storebror, der har smækket en dør over sin brors fingre - bare for at nævne et par af de helt groteske eksempler.

Samtidig ser vi også, hvordan Ditte Jensen som en anden barmhjertig samaritaner hjælper beboerne med alt fra en fødsel til et tilbud om at lægge en spiral op på en kvinde.

Det er både brutalt - og vanvittigt morsomt på samme tid.

Netflix ville efter sigende ikke takke ja til serien, blandt andet fordi Trine Dyrholm slår en kat ihjel. Men hold da op, det er deres tab!

Undervejs i serien går det op for os, at Ditte Jensen gemmer på en hemmelighed som tidligere elitesoldat - en fortid hun tilsyneladende er flygtet fra.

Det spor skaber samtidig en spændende handling i det til tider bizarre univers, der er skabt af instruktør Benedikt Erlingsson

I det hele taget er serien hamrende underholdende og dybt interessant. Jeg har i hvert fald aldrig set noget lignende.

Trine Dyrholm er eminent i rollen som antihelten Ditte Jensen, som man ikke rigtigt kan holde af, men heller ikke tage øjnene fra.

Og så er der den lille genistreg.

For som intro og outro til hvert afsnit ser man Trine Dyrholm stå midt i det smukke islandske landskab, mens hun synger og danser.

Sangene er forskellige danske klassikere i nye versioner, der også er udkommet som et soundtrack til serien.

Ikke bare er det et interessant, smukt og forfriskende anderledes greb i serien, men det er også nogle virkelig smukke fortolkninger af numre som ‘Buster’, ‘Smuk som et stjerneskud og ‘Glor på vinduer’.

Jeg glæder mig faktisk lige så meget til et nyt nummer som til et nyt afsnit (selvom jeg godt ved, jeg kan finde det hele på Spotify, bevares).

Der var engang, hvor Trine Dyrholm var sanger, og man bliver i den grad mindet om, at hun stadig synger som en drøm.

Og i det hele taget bliver man med ‘Den danske kvinde’ endnu en gang bekræftet i, at Trine Dyrholm er dronningen af dansk skuespil.

Anmeldelsen er baseret på de første tre afsnit af serien.