Anmeldelse: Nicki Minaj fik publikum til at udvandre – 'Det var katastrofalt dårligt!'


Av, av, av!
Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har haft lyst til at forlade Royal Arena før tid. Nicki Minaj gav tirsdag aften en katastrofal dårlig koncert i Royal Arena, og det startede allerede ved opvarmningen.
Det positive først. Ja, der var lidt.
Nicki Minaj kom med et imponerende sceneshow.

Det skiftede konstant i tema og lyssætning, og til tider fik man også smagsprøver på hendes på papiret overlegne rap-flow.
Det var også fedt at se, hvordan især helt unge fans sang, dansede og rappede begejstret med, når der en sjælden gang blev serveret et af tophittene som 'Starships' og 'Anaconda', men derudover forstår jeg godt, dem der valgte at udvandre undervejs.
På billetten stod der, at koncerten startede klokken 20.00.
Man ved godt, at de aldrig starter til tiden, så det gav god mening, at der ikke skete noget til at starte med, men at vi først skulle igennem en times overgearet dj Boof, og dernæst en ekstra times venten, så folk begyndte at buhe var en fornærmelse mod publikum.
Nicki Minaj gik på 22.53ish, og så var det ellers at skynde sig at få ørepropperne hurtigt smidt i ørerne.
Lyden var ofte skramlet – ja decideret forfærdelig.
Eller til at starte med var det fedt, at hun endelig stod der, men hendes hyper over-energiske popshow gav nærmest hovedpine.
Jeg har aldrig taget stoffer, men jeg tror, det må føles på samme måde, som showet væltede rundt og sjældent gav plads til at trække vejret.

Og så alligevel.
For selvom Nicki Minaj altså havde valgt at holde sit publikum hen i et par timer, så spildte hun alligevel alt for meget tid på langsommelige tøjskift, der efterhånden slog koncerten mere og mere ihjel.
Det hjalp heller ikke, at hun ofte brugte playback, stressede igennem de fleste numre og tilmed spildte muligheden for et stort dansker-øjeblik, da hun rodede rundt med Aquas Barbie Girl-remix 'Barbie World'.
Hun spurgte undervejs, om hun overhovedet havde været i Danmark før.
Det var hendes fjerde besøg, kan vi hilse og sige – og det hjalp heller ikke på indtrykket af en international popstjerne, der i de få gange hun valgte at tale til publikum, lød som en robot.
Shit, man blev træt i hovedet undervejs.
Lyden var ovenikøbet så overdøvende, at det var svært at mærke stemningen i salen.
Jeg bemærkede blot, at folk foran mig på siddepladserne stille og roligt forsvandt, da klokken passerede midnat.
Det hele blev bare værre og værre undervejs, og til sidst døde Royal Arena fuldstændig.
Jeg har tidligere været til store folkefester i Ørestadsens store hal, men her var der ofte bare 'er det ikke snart slut'-stemning.
De tilbageværende skreg, da hun til sidst fyrede 'Super Bass' af, men nej, nej, nej.
Det var på en måde underholdende – men på den dårlige måde – og hvis jeg havde billet til hendes koncert i Stockholm onsdag – så ville jeg hurtig sætte den til salg.