Så nåede vi til vejs ende i det, der har været den mest underholdende danske ‘Forræder’-sæson. Og sikke en finale!

Et helt genialt, simpelt og uforudsigeligt twist gjorde finalen virkelig seværdig - men jeg ærgrede mig dog over to ting.

For det første er det simpelthen brandærgerligt, at Hav blev myrdet og altså ikke nåede finaledagen.

Han har været en af sæsonens helt store lyspunkter med sin ekstreme intensitet og et vildt humør.

For det andet var det altså en lidt tam finaleudfordring, vi fik serveret.

Jeg har i tidligere anmeldelser rost denne sæson for netop at lave sjovere udfordringer, der har udfordret deltagerne psykologisk forud for det runde bord.

Men i finalen fik vi i stedet en form for forhindringsbane med elementer fra de tidligere programmers udfordringer.

Det virkede nok bedre på papiret, end det gjorde på tv, hvor det bare blev lidt ligegyldigt - i stedet sad jeg bare og ventede på, at det var overstået, så vi kunne komme i gang med det reelle drama.

Sejler Anne-Marie Rindom har som den eneste styr på reglerne på finaledagen.
Sejler Anne-Marie Rindom har som den eneste styr på reglerne på finaledagen. Foto: Lotta Lemche
Vis mere

Man kunne jo næsten ikke have skrevet det bedre selv, men hvor er det dog forfærdeligt underholdende og i øvrigt også sindssygt dumt, at ingen af deltagerne, udover forræder Anne-Marie Rindom, tilsyneladende havde læst reglerne.

Det betød, at alle pånær hende troede, at der var to forrædere tilbage på finaledagen og altså ikke bare en.

Hvordan kan det overhovedet ske?

Heldigvis for alle os finaleseere, gav det virkelig mange underholdende momenter.

Nicky, Ali, Emil og Viktor laver en alliance om at stemme først Eva, så Marie og til sidst Anne-Marie ud.

Det er et virkelig rørende øjeblik i ‘Forræder’-sæsonen, da komiker Victor Lander bliver meget berørt af at smide sin gode ven og kollega, komiker Eva Jin ud af programmet.

Det siger samtidig noget om, hvorfor formatet er så godt tv og er blevet virkelig populært blandt danskerne.

I en tid, hvor enormt meget tv er opstillet, får vi i ‘Forræder’ ofte meget rå og ægte reaktioner og følelser fra de medvirkende. Simpelthen fordi, de bliver så påvirkede af spillet.

Nicky Andersen og Ali Jaseem i omfavnelse, efter de har vundet 'Forræder'.
Nicky Andersen og Ali Jaseem i omfavnelse, efter de har vundet 'Forræder'. Foto: Lotta Lemche
Vis mere

Og nu vi er ved de store følelser. 

Det var jo et fuldkommen fantastisk øjeblik, da de to gode venner i nogle uendeligt lange sekunder så på hinanden og begge troede, de var blevet svigtet af deres tætteste 'Forræder'-ven.

Så meget desto større var forløsningen.

Jeg måtte altså fælde en lille tåre, da spændingen blev udløst, og det endelig gik op for streetfodboldspilleren Ali Jaseem og danser Nicky Andersen, at de begge var loyale.

Det var samtidig en virkelig sjov krølle på halen, at TV 2 bad alle finaledeltagerne læse dén passage i reglerne, de åbenbart havde overset.

Jeg har været virkelig stærkt underholdt af hele denne sæson af 'Forræder' - og nu kan vi kun håbe, at næste sæson bliver lige så god.