'Det var fuldstændig vanvittigt', lød en tilfældig, men meget rammende kommentar, efter Medina havde takket af.
Lørdag nat lukkede hun årets Roskilde Festival med en knivskarp og triumferende koncert, hvor der næsten må være blevet sat ny rekord for, hvor højt der kan synges med under teltdugen.
Ingen ekstranumre, ingen gæster.
Blot fuld fokus på Medina, hendes store hits og et publikum, der ikke kunne få nok.
Hun spillede i en time og tyve minutter, og da det hele var slut, føltes det som alt for kort tid.
For hvor passede Medina og Roskilde Festival godt sammen.
Det er til dato stadig en gåde, hvorfor Danmarks største festival har så svært ved at byde de store danske navne indenfor.
Jeg siger ikke der skal gå 'Grøn Koncert' i den, men når det endelig sker – ja så peaker festen!
Lilla laserlys startede showet.
Medina trådte frem fra mørket iført et sjal om hovedet, så man i et splitsekund var i tvivl om, hvem der egentlig stod på scenen.
Men da hun først greb mikrofonen og satte gang i 'Velkommen til Medina' skiftede stemningen i Arena-teltet fra forventningsfuld til euforisk, og her holdt hun næsten temperaturen på kogepunktet hele vejen igennem.
Det var den velkendte natklub-Medina, vi fik for fuld udblæsning.
Selv når hun ikke spillede sine allerstørste hits, gyngede det hele kaotisk rundt i det tætpakkede telt, og hun måtte passende undervejs lige høre, om publikum var okay.
Flere gange blev der sunget så højt med på sangene, at det næsten overdøvede musikken.
Det gik første gang for alvor amok under 'Jalousi'.
'Mest Ondt' tog det et ekstra nøk op ad, og så kan du selv gætte dig, til hvilken vej det gik derfra.
Der skulle eksempelvis kun en kort basgang til, før publikum satte gang i 'Kl. 10' – til Medinas grinende overraskelse.
Generelt var det fedt at opleve, hvordan Medina – som efterhånden må have prøvet det meste – flere gange virkede helt målløs over modtagelsen.
Ikke mindst under 'Vi to', hvor hun i et kort sekund næsten selv glemte at synge.
Det var peak på peak på peak.
Nærmest hvert nummer havde været et højdepunkt for alle andre koncerter, og det værste af det hele var, at det næsten føltes for hurtigt overstået.
Det havde været ikonisk at se Medina på Orange scene, men man forstår også godt, at hun selv – eller festivalen – har ønsket at lukke det hele af med et brag på den største teltscene, hvor klubfølelsen og nærværet virkelig kommer frem.
Det var rørende, flere gange kuldegysfremkaldende, det var legendarisk – og havde vi lige fået en overraskelse eller to oven i hatten – så var vi landet på den allerhøjeste karakter.
Den venter næste gang!