Det er altid lidt specielt at anmelde en 3'er i en filmserie, når man nu ikke var synderligt begejstret for 2'eren. 'Fantastiske skabninger: Grindewalds forbrydelser' var rodet, manglede karakteropbygning og efterlod en med følelsen af, at en Harry Potter-spinoff måske ikke var verdens bedste idé alligevel.

Men heldigvis er det tredje kapitel, 'Fantastiske skabninger: Dumbledores hemmeligheder', en helt anden oplevelse.

Filmen er et fremragende magisk eventyr, der holder en fanget fra start til slut, og det er uden tvivl den bedste i 'Fantastiske skabninger'-serien, der foregår som en prequel til Harry Potter-universet.

Mens forrige film var en forvirrende affære med alt for mange ligegyldige detaljer, er historien langt mere klar og ligetil i denne film, hvor vi følger flokken af gode troldmænd, anført af Dumbledore (Jude Law) og Newt Scamander (Eddie Redmayne), der nu skal forhindre den ekstremt farlige, men dygtige troldmand Gellert Grindelwald (Mads Mikkelsen) i at overtage verden og gøre den til et sted kun for dem med magiske evner.

Mads Mikkelsen har overtaget for Johnny Depp i rollen som troldmanden Gellert Grindelwald.
Mads Mikkelsen har overtaget for Johnny Depp i rollen som troldmanden Gellert Grindelwald.
Vis mere

I filmens allerførste scene ser vi Dumbledore og Grindelwald mødes på en café, hvor de to magiske mastodonters tidligere kærlighedsforhold for første gang italesættes eksplicit. Allerede her fornemmer man det, der er en af filmens helt store styrker: Jude Law, Mads Mikkelsen og ikke mindst deres kemi, som kan noget helt særligt på lærredet.

Som de fleste nok kan huske, blev Johnny Depp udskiftet under stort postyr efter den meget omtalte sag om voldsanklager mellem ham og ekskonen Amber Heard. Ind kom i stedet danske Mads Mikkelsen, og det er bestemt ikke en dårlig ting. Jeg har altid været stor fan af Johnny Depps skuespilpræstationer, men Mads Mikkelsen er simpelthen en bedre Gellert Grindelwald.

Hvor Johnny Depps udgave af den onde troldmand var til den meget karikerede og næsten maniske side, er Mads Mikkelsen modsat underspillet og til tider menneskelig i sit udtryk trods den brutale ondskab. Filmen italesætter ikke med et eneste ord, at Grindelwald pludselig er en anden – og underligt nok gør det faktisk ikke noget.

Ud over den danske stjerne gør Jude Law det også decideret fremragende i rollen som Dumbledore, og derudover er det ikke til at komme uden om Dan Fogel, der egentlig spiller birollen som Newt Scamanders bedste menneskeven, men som faktisk stjæler billedet, hver gang han er på skærmen med sit varme væsen og en enorm charme.

Vi kommer endnu tættere på historien om Dumbledore, som spilles fremragende af Jude Law.
Vi kommer endnu tættere på historien om Dumbledore, som spilles fremragende af Jude Law.
Vis mere

Da filmen primært er mørk i sit udtryk og blandt andet foregår i et dystert Berlin i tiden op til Anden Verdenskrig, så har man klogt også placeret flere magiske og morsomme glimt. I filmen vender vi flere gange tilbage til Hogwarts, som er et dejligt gensyn, og de mange magiske dyr og væsner fungerer også godt som små, søde og sjove elementer.

Særligt den magiske Quilin, der spiller en stor rolle i filmen, som jeg ikke vil afsløre her, er næsten ikke til at stå for.

Selvom 'Fantastiske skabninger: Dumbledores hemmeligheder' er en god og underholdende eventyrfilm, så kommer universet dog også til at lide under to ting. For det første vil det for altid stå i skyggen af Harry Potter-universet, som grundlæggende bare er bedre. Og dertil kommer de mange uroligheder, der har omgærdet denne tredje film.

Ud over føromtalte Johnny Depp og skandalen omkring skuespillerens privatliv og voldsanklager har også skuespiller Ezra Miller været i søgelyset den seneste tid, efter han blev anholdt på en bar i Hawaii og missede premieren på sin egen film. Dertil kommer det stormvejr, seriens moder, J.K. Rowling, selv er havnet i de seneste år med beskyldninger om at være transfobisk til følge.

Selvom alle disse ting teknisk set ikke har noget med filmen at gøre, så fylder det, når man sætter sig i mørket. Der er planlagt yderligere to film i serien, og det bliver spændende at se, om skandalerne kommer til at fylde mere end selve filmuniverset.

'Fantastiske skabninger: Dumbledores hemmeligheder' har premiere over hele landet torsdag 7. april.