Bortset fra at du må købe et abonnement på podcasttjenesten Podimo, så er alt umiddelbart ved det gamle. Mads Steffensens første program uden for DR, 'Mads og A-holdet', er ud fra premiereafsnittet en kopi af 'Mads og monopolet', og så kan man jo diskutere, om det er godt eller skidt. Det er som udgangspunkt ikke særlig originalt.

Efter 17 år med 'Mads og monopolet' giver det fin mening, at Mads Steffensen af den ene eller anden grund har fået lyst til at skifte arbejdsplads.

Den populære vært er uofficiel danmarksmester i god stemning, og jeg forestiller mig, at verden ligger åben for hans fødder, nu hvor nyt medielandskab skal erobres.

På den baggrund er det måske lidt kedeligt, at hans første nye projekt nærmest 'bare' er det samme, som det han kom fra.

Mads Steffensen skifter til Podimo og skal lave programmet Mads og A-holdet.
Mads Steffensen skifter til Podimo og skal lave programmet Mads og A-holdet. Foto: Tobias Kobborg
Vis mere

Måske var det kravet fra Podimos side, måske var det den nemme, hurtige løsning. Det er alt sammen spekulation, og måske elsker Mads Steffensen bare panelformatet og drømmer om, hvor stort det kan blive kommercielt, og det er jo fair nok.

Som fodboldklicheen lyder, så er der jo heller ikke nogen grund til at skifte ud på et vinderhold – og for især Podimos side er det et kæmpe scoop potentielt set at kunne trække Mads Steffensens brede lytterskare over på deres langt mindre platform.

Og er man fan af 'Mads og monopolet', så kan man trygt købe abonnement, for 'Mads og A-holdet' kommer fint fra start med et stærkt panel bestående af Sofie Linde, Hella Joof og Søren Pind, der i begyndelsen af første udsendelse nærmest taler lidt for ivrigt i munden på hinanden for at hjælpe Mads Steffensen i gang.

Mads Steffensen fortalte efter premieren, at han oplevede en mere løssluppen stemning i studiet, og det skinner da også igennem, når man lytter til programmet, hvor der i premieren bliver debatteret alt fra sæddonation, sugardating til manglende sexlyst. Især sidste emne får panelet til – på underholdende vis – at diskutere, om der findes mænd, der ikke kan lide at få 'en guffer'.

Om skiftet fra DR til Podimo gør tonen endnu mere fri, må fremtiden vise. For 'Monopolet'-fans er der i hvert fald masser af nyt indhold med et premiereprogram opdelt i to halvlege à cirka to gange 60 minutters varighed.

Personligt kunne jeg godt savne lidt musik til at bryde flowet, som man har været vant til fra DR, men eftersom den musikfri podcastversion ofte har ligget i toppen af podcasthitlisterne, så er jeg formentlig i undertal på den front.

'Mads og A-holdet' adskiller sig overordnet fra første udsendelse fra P4's 'Sara & Monoplet' ved at have Mads Steffensen i værtsrollen, og har Danmark så brug for to 'monopol'-programmer på én gang? Jeg har ikke valgt side endnu, men kommer nok højst til at lytte med på ét.

Må det bedste monopol eller A-hold vinde.