Jeg kan godt forstå, hvis man de senere år er stået af på DR's ellers legendariske 'søndagsserier'.

Siden Sidse Babett og Pilou Asbæk i 2013 afsluttede tredje sæson af 'Borgen', har DR's serier generelt set været en tung omgang, fra 'vi skændes hele tiden'-serien 'Arvingerne' videre til Lars Mikkelsens præste-sammenbrud i 'Herrens veje' og senest det mørke terrordrama 'Når støvet har lagt sig' fra foråret.

Alle serier af høj kvalitet, men glimtet i øjet, som ellers tidligere prægede de store samlende serier, er på en måde forsvundet, og det er oplagt at spørge: Har I slet ikke nogen humor, DR?

'Ulven kommer', der er DR's seneste bud på en stor tv-serie, ændrer ved første gennemsyn i hvert fald ikke på det billede.

Bjarne Henriksen, Flora Ofelia, Christina Albeck Børge, Noah Otto Storm og Peter Plaugborg.
Bjarne Henriksen, Flora Ofelia, Christina Albeck Børge, Noah Otto Storm og Peter Plaugborg. Foto: DR
Vis mere

Her handler det om en ung pige, der anklager sin stedfar for at være voldelig, og så er det kommunens opgave at finde ud af, om hun taler sandt. Alt sammen spillet meget tungt og alvorligt, og det gør det ikke bedre, at When Saints Go Machines' forsanger Nikolaj Vonsild synger en ualmindeligt trist version af Lis Sørensens 80'er-hit 'Mine øjne de skal se' som intro.

Men okay. Er man indstillet på at afslutte sin weekend med endnu et deprimerende drama, hvor selv åbningsscenen foregår i mørke, og man kun trækker på smilebåndet en enkelt gang, da Bjarne Henriksens karakter smager på en dårlig kaffe, er der dog til DR's forsvar en del at komme efter.

For eksempel har de sammensat et lille, men stærkt hold af skuespillere.

Bjarne Henriksen er for det første perfekt castet som sympatisk socialrådgiver, der i første afsnit skråsikkert buldrer af sted på sin mavefornemmelse, men så i slutscenen alligevel ligner en mand, der kommer i tvivl.

Det er også godt set at tage den tidligere vinder af MGP Flora Ofelia og gøre hende til en mut teenager på grådens rand. Det er Flora Ofelias karakter, der antænder dramaet, og selv om der er tudefjæs på fra start til slut, formår hun i første afsnit alligevel underspillet at holde en troværdig mine.

Til sidst rammer Christine Albeck Børge og Peter Plaugborg den i første omgang godt som uforstående forældrepar på anklagebænken. Førstnævnte – der måske lidt klichéfyldt indtager rollen som pædagog uden styr på hjemmefronten – brillerer i scenen, da hun første gang konfronteres med datterens anklage.

På få sekunder går hun fra forvirret til benægtelse til vrede, og om man har børn eller ej, er det ikke svært at leve sig ind i hendes fortvivlelse.

Peter Plaugborg, der i første afsnit ikke har meget at arbejde med, balancerer også fremragende på kanten mellem monster og menneske, da han i afslutningsscenen først sidder tavs til mødet med kommunen for derefter at styrte ud af rummet for at trøste sin grædende hustru.

Bjarne Henriksen som socialrådgiveren Lars på jagt efter sandheden.
Bjarne Henriksen som socialrådgiveren Lars på jagt efter sandheden.
Vis mere

'Ulven kommer' spiller på det klassiske dilemma 'har han gjort det, eller har han ikke?' og minder på den måde om film som 'Anklaget' (Troels Lyby anklages for incest) og 'Jagten' (Mads Mikkelsens drama om samme emne), og vi skal nu – måske – over otte afsnit gætte på, hvem der taler sandt.

En tv-serie har mulighed for at gå i dybden, og man må sige, at første afsnit tog sig god tid – spørgsmålet er, om det er til at holde ud i længden?

Indtil videre har jeg især på grund af Bjarne Henriksens afsluttende blik lyst til at se videre.