'Jeg hedder Katy Perry, og jeg har store patter!'
Ja, sådan lød det undervejs, da den 40-årige amerikanske verdensstjerne søndag aften bombarderede publikum i Royal Arena med et hyperaktivt popshow, der føltes alt, alt for langt!
Katy Perry skal ikke anklages for at ligge på den lade side eller for den sags skyld hvile på laurbærrene.
Selvom hun er nået til det sted i karrieren, hvor hun ikke længere producerer nye hits, men må leve af fortidens bedrifter, så var det på ingen måder som at gå på museum i Royal Arena.
Katy Perry anno 2025 er stadig en vanvittig hæsblæsende oplevelse – på godt og ondt.
For ja, det er alt, alt for syntetisk og 'amerikansk', men hun har også en smittende energi.
Selvom hun spillede alt for mange nye sange – der bevirkede, at publikum ofte foretrak at sidde ned – så fik man om ikke andet helt vildt meget indhold for pengene.
Der var vilde akrobatiske stunts – som da hun pludselig, spændt i to liner, slog baglæns saltomortaler højt oppe under taget.
Der var smæk på fra start til slut, og der var tænkt over, hvor hun var – med masser af (usjove) referencer til Danmark, druk og vikinger – prutter.
Ja, hun havde tilmed sin danske niece Stella på scenen, der fik hende til at sige, 'jeg har store patter' på dansk
Og hun tog sig (lidt for) god tid til at tale med sine fans, hvoraf en håndfuld fik lov til at komme med op på scenen.
Men samtidig var det hele langt hen ad vejen noget øredøvende larm.
Det var alt for proppet med unødvendigt larmende musikalske effekter og dårligt skuespil.
Katy Perry blev aldrig rigtig menneskelig, men styrtede i stedet rundt som en robot, og derfor blev det aldrig rigtig nærværende.
Hver gang hun skiftede tøj – og det skete som altid under disse kæmpe popshow lidt for ofte – råbte storskærmene publikum ind i hovedet med generisk larm – og flere gange lød hendes stemme alt for skinger i det buldrende lydbillede.
Det hele var meget ambitiøst, men det var også som om, man som publikum fik smidt alt for meget i hovedet på en gang.
Det føltes stressende og langtrukken på samme tid og samtidig flere gange også akavet.
Som da hun halvvejs ikke var klar til at improvisere et ønskenummer fra publikum, eller da det gik op for hende, at ingen kendte en sang med titlen 'Love Me'.
Det var ikke dårligt, men det var heller ikke rigtig godt.
Om noget var det noget af en oplevelse – som da hun mod slutningen endnu en gang kastede sig ud i et vildt stunt og tog 'Roar' flyvende på en kæmpe sommerfugl rundt i hallen.
Det er ikke fordi, jeg havde forventet stor kunst eller inderlig skønsang.
Katy Perry er en popmaskine – og den kørte som sådan rimelig velsmurt – og det blev aldrig kedeligt.
Det blev hen ad vejen også bare lidt langt og trættende.