Historisk! De gjorde det!

The Minds of 99 fik fredag aften det til at se legende let ud at fylde Parken, og har du billet til en af de næste koncerter i nationalarenaen, så kommer her en anmeldelse, der kun får dig til at skrue forventningerne i vejret.

Kort sagt: Fuck det var fedt!

Hvis The Minds of 99 var nervøse for at skulle følge op på deres næsten mytologiske coronaåbningskoncert i 2021, så skjulte de det godt.

Den første af weekendens tre(!) Parken-koncerter havde det hele!

Lyden var god, bandet var flyvende, og da publikum først blev spillet varme med flere overraskende indslag, var Parkens overdækkede tag flere gange ved at lette.

Jeg forstod ikke helt, hvorfor lyset blev tændt så mange gange i starten – man tænder jo for faen ikke lyset til en god fest!

Koncertens indledning med den akustiske udgave af 'Hurtige hænder' føltes også lidt for forsigtig – og der gik et stykke tid, hvor det generelt føltes lidt afventende, men det er småting, og her kommer hvorfor:

For det første havde The Minds of 99 medbragt en genial kæmpe storskærm.

Alle kan blive små i Parken, men skærmen fik alle til at virke mægtige – og det var svært ikke at blive smittet af begejstringen, når kameraet kørte ud blandt publikum.

Lysshowet var også konstant i rotation på farveskalaen, så alle sanser var på rutsjebanetur, og da det pludselig så også spyede med kæmpe flammer fra loftet, var The Minds of 99 nærmest bogstaveligt talt ved at sætte ild til Parken.

De har i år 10 år på bagen efter gennembrudssinglen 'Det er Knud som er død'.

Det blev fejret med pomp og pragt, og de har efterhånden udviklet sig til det perfekte stadionband med store ballader som 'Fluer', Under din sne' og effektive 'bangers' som 'Ung kniv' og 'Stjerner på himlen' i det konstant skiftende set.

Ukendt Kunstner dukkede op til stor jubel og rappede med på den hypnotiserende 'Ud af min krop' – og så fik vi ikke mindst en unik oplevelse, da Mø helt uventet dukkede op og sang duet på netop 'Under din sne', så det halve havde været nok.

Jeg var der ikke i 2021.

Jeg har hørt meget om det – og tror måske ikke det blev lige så fadøls-euforisk som dengang – men Danmark vinder jo for faen heller ikke EM hver gang!

The Minds of 99 fik publikum til at råbe 4-4-4-4-0, så man troede på det, og som jeg startede med, så var det her en meget, meget, meget sikker præstation.

Det er vildt at få det til at se SÅ let ud at spille i Parken, og jeg kunne sagtens tage en tur mere i morgen.