Var det bare det? Jeg har på det seneste været ved at blive vanvittig over ikke at få afsløret, hvem der taler sandt i 'Ulven kommer'. Alligevel blev sjette afsnits afsløring af faren lidt et forudsigeligt antiklimaks. Flere scener var dog direkte nervepirrende.
DR's aktuelle søndagsserie har de sidste par uger virkelig afprøvet seernes tålmodighed, hvilket også kan ses på seertallene, hvor licensskibet nærmest helt historisk er ved at blive overhalet af TV 2 Charlie, som med den nye sæson af 'Sygeplejeskolen' brager derudad ('Ulven kommer' slog i sidste uge 'Sygeplejeskolen' knebent med 21.000 seere).
'Ulven kommer' begyndte fremragende og har hele vejen igennem været et studie i overlegent skuespil, men det er også en relativt lille historie om en pige, der anklager sin stedfar for at være voldelig, og derfor er otte afsnit formentlig lige i overkanten.
I hvert fald har de sidste par afsnit føltes, som om man trak spændingen lidt for langt ud, hvilket fortsatte i sjette afsnit, hvor jeg flere gange tænkte 'SÅ FORTÆL DOG, HVAD DU TÆNKER PÅ'.
Og den cadeau skal skuespillerne have. For det første har Christine Albeck Børge som moren hele vejen vist højt niveau og til stor frustration været umulig at gennemskue.
Flere gange i afsnit seks var der konstant spændinger i luften, som da forældrenes advokat foreslår, at de går fra hinanden, i håb om at kommunen vil give børnene tilbage, og senere, da Holly har været indlagt med alkoholforgiftning, og moren med et tomt blik efterfølgende lægger sig ind i sengen til stedfaren og ikke vil fortælle, hvad der er sket.
Samspillet mellem Christine Albeck Børge og Peter Plaugborg som stedfaren er vanvittig godt, og det var virkelig ubehageligt at se, da sandheden pludselig kommer frem, og Christine Albeck Børge først hvisker 'Jeg ved godt, du ikke slår børnene' og derefter bliver kastet ned på køkkengulvet.
Vild scene – men, som sagt, var det 'bare' det?
Jeg har de sidste par afsnit efterlyst et plot-tvist – noget, der kunne ruske op i handlingen – og her blev jeg alligevel lidt skuffet, da det viser sig, at stedfaren rigtig nok er voldelig, men at den store afsløring er, at han – i stedet for at slå børnene – slår moren.
'Ulven kommer' har indtil videre virket som en realistisk gennemgang af, hvad der sker, når kommunen tvangsfjerner børn fra deres forældre, og selv om Peter Plauborgs 'forvandling' derfor også sker virkelighedstro og nuanceret, kunne det have været fedt, hvis historien for alvor var sprunget i luften.
I stedet får vi en 'kedelig', realistisk skildring, hvor tingene ikke er sort/hvide, men mere i en grå mellemtone, og hvor moren i en form for Stockholmsyndrom-tilstand kryber tilbage til sin voldelige kæreste.
Og hvad så nu? Der er stadig to afsnit tilbage – og måske har vi stadig det store fyrværkeri til gode?
Bjarne Henriksens socialrådgiver-karakter har lugtet lunten og kan nu påbegynde den store redningaktion, men hvordan? Og kommer vi til at se Peter Plaugborg gøre skade for alvor, eller har han allerede trukket kløerne til sig igen?
Jeg krydser fingre for, at det hele slutter med et opgør og en stor forløsning.
