Forbandelsen er brudt! Længe leve færøske Sissal!
Mod alle odds strøg hun torsdag aften videre til årets Eurovision-finale. Det er første gang siden 2019, at Danmark er med i det fine selskab. Her får du B.T.s dom over aftenens semifinale, der generelt skuffede på flere punkter.
For showmæssigt var semifinale to lidt en skuffende omgang i forhold til tirsdagens første semifinale.
Det virkede til, at de to værter allerede havde opbrugt deres bedste selvironiske jokes, om at komme fra det neutrale Schweiz.
Pauseunderholdningen var en lidt for lang gentagelse af aftenens sange, en kedelig video om hvordan de lavede de såkaldte 'postkort', der skal gøre reklame for Schweiz, generiske fan-indslag og en sympatisk, men kedelig hyldest af nogle af de deltagere, der fik aflyst Eurovision under corona.
Selve sangkonkurrencen kørte meget ud af landevejen med en blanding af klassisk blandet Eurovision-gak (Tak til Finlands Lina Rafn-jam) og selvhøjtidelige østeuropæere.
Det giver som altid ingen mening, at Australien er med i konkurrencen – men ironisk nok stod de for et af aftenens mest mindeværdige indslag med deres humor-erotiske 'Milkshake'-show, ligesom Luxembourg og Tyskland faktisk serverede lytteværdige indslag.
Sidstnævnte var slet ikke med i konkurrencen, da de var forhåndskvalificeret til finalen – så det kan man jo se yderligere frem til på lørdag.

Et lille fint kip med Dannebrog for at få Ole Tøpholm med i billedet, da en af værterne gik på rundgang hos kommentatorerne, men alt i alt var der musikalsk alt for langt mellem højdepunkterne.
For mange sange mindede om hinanden, om det så var en storladen ballade eller opkørt råbe-musik.
Jeg ved godt, at jeg lyder som en gammel mand, når jeg bare gerne vil have en kamp om den gode melodi, for larm og gimmicks har for længst overtaget showet, men hvor ville det være smukt, hvis vi en dag i fremtiden fik en ny 'Fly On The Wings Of Love'.
En Eurovision-sang man også vil kunne huske i fremtiden.
Og så bliver det altså noget europæisk rod, når for eksempel Irland kan stille op med en norsk sangerinde, men det kan vi snakke om en anden dag.
P.S. Den nye måde hvor de stiller tre lande overfor hinanden i afgørelsen er en forvirrende omgang.
