Anmeldelse: Irinas nye bog er overraskende fin – og unødvendigt brutal

Irina Dragas seneste udbasunering af sit og eksmandens forhold har overraskende mange fine kvaliteter – men den er også til tider unødvendigt brutal i sin tydelige bitterhed.

Skal man starte positivt ud, så vidner det om noget af et ambitionsniveau, at der også pludselig er flere digte i bogen – og de har faktisk både kvalitet og funktion.

Det rimer sågar, men det er langt fra banalt, når Irina med rytmeforstand på verseform opridser de følelser, hun forinden har gennemgået i bogen.

Og så tror jeg oprigtigt også, at andre, der har levet i et forhold med alkoholmisbrug eller på anden måde kan genkende at miste sig selv i et usundt forhold, vil kunne få noget ud af at læse bogen.

Men andre gange kammer det også helt over.

Man forstår argumentet for, at når man har levet så mange år uden at fortælle nogen, hvad man tumler med – ja, måske endda ligefrem »til tider selv har været med til at tegne et glansbillede udadtil« – at man så kan have brug for at lægge det hele frem for at komme videre.

Men til tider kommer man altså også til at tænke, hvorfor det er Morten 'Faustix' Olsen, der nu skal lide under det.

Det virker til tider som om, man bare har prøvet at helgardere sig ved at tilføje 'jeg oplevede' foran de endeløse beskyldninger, og så kan man sige hvad som helst.

Og som man ellers har set i andre af så samtidige erindringsværker, så er der ingen forsøg på at skjule hans identitet.

Det havde nok også været nyttesløst, men tværtimod gengiver man ham i direkte citater og tager ham til indtægt for ordrette beskyldninger, som ingen vel husker ordret flere år efter.

Også Irinas søster Victoria og andre inddrages i direkte citater fra tidligere tider, som en slags skørt greb til at understrege, at vi altså er mange, der synes, at det er Morten 'Faustix' Olsen, den er gal med.

Men – som det også er bydende nødvendigt, når man skal pege fingre ad andre – så har Irina Draga også flere fine selvrefleksioner over de mønstre, hun selv kommer med, som forstærker dysfunktionaliteten.

Hun fortæller sårbart og brutalt ligefremt om at have så ukueligt et håb og en drøm om en kernefamilie, at man glemmer virkeligheden – og sig selv – i sin jagt efter potentialet.

Om at miste mere og mere af sig selv, mens man finder på undskyldninger for den anden og isolerer sig i skammen over, hvad man egentligt finder sig i. Om ikke at orke at tage kampen op. Og om at være vokset op med så konstant kritik, at ens advarselslamper ikke blinker, men får én til at rette blikket indad.

Andre gange er selvindsigten mindre eksisterende, og man mærker, hvordan det bare er bitterhed, der tager over.

Sætninger som: »Jeg er sur på mig selv over, at jeg har valgt Morten som far til mine børn«, rimer bare mindre på selvindsigt, end det gør på subtil sviner.

Og andre sætninger som: »98 procent af den tid, Morten og jeg havde været sammen, havde det været lort med lort på« viser nogle af de mindre elegante brister.

For det skorter bestemt ikke på benhårde angreb på Morten 'Faustix' Olsen, som bogen tydeligt er centreret omkring.

Men flere gange er det helt unødvendigt og kan nærmest blive helt komisk, hvordan han pludselig skal flettes ind.

For det er spændende i sig selv at læse Irinas maleriske beskrivelser om alt fra sin opvækst i Ukraine, sin svære start i Danmark, sit anstrengte forhold til sine forældre og presset som elitekunstskøjteløber.

»Hvis jeg var kommet fra et hjem, hvor min far aldrig havde behandlet mig dårligt, ville jeg nok have pakket min taske og for længst være gået fra Morten,« lyder det eksempelvis mindre elegant og pludseligt indsat i en helt anden fortælling.

Når nogen desuden bruger ordet 'nervesystem' så hyppigt, som Irina Draga gør i bogen, så smager det også lidt af TikTok-selvdiagnosticering.

Man har heller ikke nødvendigvis indtryk af, at der er stærke kilder bag, når hun prøver at hæve sine oplevelser op til kvinder generelt, men lad det ligge, for der kan være rigelig hjælp at hente i at høre andres historier, og Irina ved godt, at hun er mere privilegeret end de fleste, så det bliver aldrig belærende.

Højest lidt irriterende, når hun eksempelvis pludselig gennemgår livskrisens fire faser, som hun forklarer, hvordan man skal igennem en efter en, men så alligevel konstaterer, at hun nu selv er i to af faserne på samme tid.

Men i sine stærke fortaler for kvinders ret til deres historie og til at være dem selv kommer man også ufrivilligt til at tænke på Morten.

»Hvorfor er det, at nogen skal have ret til at straffe, nedgøre eller håne?« lyder det eksempelvis, ligesom Irina nævner, at det skal være »slut med at nedgøre os for underholdningens skyld«.

For det er netop det samme, Morten har sagt om Irinas mange udbasuneringer af deres forhold. At den konstante nedgørelse af ham bliver brugt som underholdning.

Alligevel har han valgt ikke at udtale sig, hverken i bogen eller medierne, men blot henvist til sit skriv på Instagram, hvor han lader vide, at han finder ekskonens beskrivelser »meget unuancerede«, selvom han ikke påstår at være fejlfri.

Men heldigvis har Irina Draga masser af gode argumenter for, hvorfor hendes historie om deres forhold og brud er nødvendig.

»Tavshed beskytter sjældent dem, som bærer den. Tavshed bryder ikke mønstre,« skriver hun så fint og rigtigt, samtidig med at hun understreger, at andre nok kan nøjes med bare at hviske deres sandhed til en veninde.

For vi skal tale om alt det svære og tabubelagte, og Irina insisterer på, at andre kan lære noget af hendes historie – og det tror jeg faktisk helt bestemt, hun har ret i.