Lyt til artiklen

'Det er sandelig ikke fra hylde A, man har fundet de 'kendte' i år,' lyder en kommentar på TV 2s 'Vild med dans'-Facebook-side.

Og nej, det er det ikke. Langtfra!

TV 2 har netop afsløret holdet, der til efteråret skal sørge for fredagsunderholdningen, og hvor 'X Factor' forleden kunne præsentere en rigtig dansk superstjerne i form af Simon Kvamm, har man i år ikke kunnet finde nogen til 'Vild med dans'.

Ud af de ti 'kendte' nydansere vil de fleste danskere formentlig kun kende til navne som 'Go' morgen Danmark'-vært Heidi Frederikke Sigdal, diamantdronning Katerina Pitzner og influencer Cecilie Schmeichel.

Sidstnævnte er tilmed i samme kategori som Mads Laudrup, Patrick Wozniacki og Nukâka Coster-Waldau – der med al respekt for deres virke – først og fremmest er kommet i TV 2s søgelys, fordi de er i familie med et 'rigtigt' stort navn.

TV 2 vil forsvare sig med, at sådan har det altid været.

De vil sige, at de ikke nødvendigvis går efter A-navne, men efter dem, der har den bedste 'historie' og bedste mulighed for at udvikle sig.

Kerneseeren er formentlig også ligeglad og vil se med uanset hvad.

Men i et år, hvor man tilmed har sagt farvel til professionelle dansedarlings som Silas Holst og Claudia Rex og har hyret en ny, knap så familien-Danmark-kendt-vært i form af Martin Johannes Larsen, så mangler 'Vild med dans' årgang 2022 et hovednavn, der kan trække nye seere til.

Sidste år spændte man bredt med navne som Lise Rønne, Pernille Blume, Mascha Vang og Jacob Haugaard.

Tidligere har man også kunnet overraske med navne som Mikkel Kessler, statsministerfrue Anne Mette Rasmussen og ikke mindst Allan Simonsen, der blev det helt store trækplaster i 2013.

Jeg har svært ved at se, hvem af årets ti navne der skal gøre en forskel.

Heidi Frederikke og Michael Olesen.
Heidi Frederikke og Michael Olesen. Foto: Mastiff/TV 2
Vis mere

Man har helt sikkert tænkt, at vært Martin Johannes Larsen forhåbentlig kan få en masse nye unge seere fra Instagram over på flow-tv, men på deltagersiden er det en sløj omgang med navne, der i høj grad stadig har deres store folkelige gennembrud til gode.

Coronakrisen er for længst forbi, så måske det i år har været sværere at få store navne om bord, der hellere vil ud på landevejen og tjene penge?

Måske er 'Vild med dans', der kører på 19. sæson, bare ikke så nyt og spændende længere?

Det nye hold kan jo overraske, og det bliver selvfølgelig spændende at se, om der i år kommer en ny charmetrold, som sidste års vinder Jimilian, og løber med guldet.

Men hvis jeg var TV 2, så ville jeg ærgre mig over, at det ikke er lykkedes at skaffe et eneste A-navn. Ambitionerne må have været større.

Her kan du se, hvilke kendte danskere der igennem tiden har sagt nej til at være med i 'Vild med dans'.

Hør seneste udgave af B.T.s podcast 'Det vi taler om' her: