Så er vi igennem den første uge af DR's nye julekalender 'Julefeber', og jeg må sige, at jeg er fan. Fan af mystikken, fan af især den lille moderløse familie og fan af, at vi endnu ikke helt ved, hvad der er i vejen med hovedpersonen Bjørn. Afsnit fire havde dog et kort element, der var uegnet for de mindste.

Her følger en anmeldelse af den første uge af 'Julefeber'.

Onsdag 2. december: Charmerende lillesøster redder julen
'Julefeber' kredser om 13-årige Bjørn, hans lillesøster Gro og deres humørsvingende far Kalle. Og sikke en trio. Jeg er vild med de tre skuespilleres kærlige samspil og særligt de to børn, der blandt andet leverer meta-replikkerne 'Det er, fordi Bjørn har tænkt sig at smadre en ny kropsdel hver dag... Ja, i stedet for en julekalender', da faren spørger, hvorfor Bjørn har fået et blåt øje.

Særligt Selma Sol i Dali Pape, der spiller lillesøsteren, er helt vildt charmerende og skal nok redde julen. At det hele foregår på Det Kongelige Teaters gamle scene, er også ren julemagi. Dog er det noget underligt hår-stads, der vokser ud af øret på Bjørn. Men det giver forhåbentlig mening senere.

Heller ikke lillesøster Gro i DRs 'Julefeber' ser julekalender.
Heller ikke lillesøster Gro i DRs 'Julefeber' ser julekalender. Foto: DR
Vis mere

Torsdag 3. december: Joachim Fjelstrup er jo sjov!
Joachim Fjelstrup har tidligere hittet på internettet med sjove mime-videoer. Nu folder han også sit komiske talent ud på tv. I 'Julefeber' er han genial som en tragikomisk 'ung med de unge'-far, der både er fuld af optimisme og bærer på en stor sorg. Den balance mellem glad og trist klovn spiller han indtil videre perfekt, og så er det sjovt, hvordan han hele tiden bliver snydt af ham 'Slobodan', der konstant sælger ham dårlige varer.

Fredag 4. december: Uegnet for børn?
Okay, de der creepy dæmon-balletpiger i balletpigen Fredes drøm i afsnit fire, tror jeg, nemt kan give mareridt hos de mindste seere. Måske er det bare mig, der er sart, men lige der blev det lidt for mærkeligt. Der er også noget små-uhyggeligt over Bodil Jørgensen, når hendes mormor-karakter begynder at tale om 'pels' og går amok med en saks.

Igen er Selma Sol i Dali Pape sjov, da hun som irriterende lillesøster iskoldt fortæller sin storebror, at hans mystiske øre-hår sagtens kan skyldes æg fra små insekter.

Maria Szigethy som balletpigen Frede.
Maria Szigethy som balletpigen Frede. Foto: DR
Vis mere

Lørdag 5. december: Dejlig prutte-humor
I forhold til at 'Julefeber' overordnet behandler alvorlige emner som depression, ensomhed og demens, er det fedt, at der også er plads til plat humor, som da Bodil Jørgensen bukker sig og slår en ordentlig prut foran sit barnebarn.

Nu viser det sig, at familiens juletraume formentlig har noget med ballet at gøre. Var den afdøde mor mon en stor balletstjerne? Og hvad er det, Bjørn har arvet?

Bodil Jørgensen som børnenes mormor.
Bodil Jørgensen som børnenes mormor. Foto: DR
Vis mere

Søndag 6. december: De ender jo nok som kærester..
I ugens sidste afsnit fik vi en ny karakter i form af Sofie Torp i julemandskostume. Skal vi vædde med, at hun bliver kærester med faderen?

Balletpigen Frede, spillet af Maria Szigethy, har indtil nu spillet lidt for vildt med øjnene, men der er nu alligevel en sød kemi mellem hende og Silas Cornelius Vans Bjørn-karakter, og da de til sidst på taget af Det Kongelige Teater indgår en form for pagt, er det svært ikke at slutte ugen af med et smil.

Igen er jeg også fan af Martin Høgsteds lidt for pjattede rolle som farens nysgerrige kollega, der i bund og grund bare gerne vil være med. Så mangler vi bare, at Peter Frödin som balletmester folder sig helt ud.

'Julefeber' har indtil videre den perfekte balance mellem alvor og humor, og drysset med magien fra Det Kongelige Teaters eventyrlige verden har den alt det, der gør, at man er nødt til at se med videre.

Sofie Torp.
Sofie Torp. Foto: DR
Vis mere