Så er vi halvvejs i 'Ulven kommer', og selv om fjerde afsnit af DR's dramaserie ikke når samme højder som i sidste uge, rammer særligt én scene hårdt.

Hvad skal det hele dog ende med?

Det er fortsat umuligt at gætte sig til, om det er datteren, der lyver, om faren er et monster, eller det måske i virkeligheden er en mellemting.

Med blændende skuespil og et stærkt manuskript har folkene bag 'Ulven kommer' fortsat seerne i deres hule hånd, og nærmest fra scene til scene skifter sympatien. I denne uge ender jeg faktisk med at være sur på både datter og stedfar.

Noah Otto Storm som drengen Theo, der bliver tvangsfjernet af socialrådgiveren Lars spillet af Bjarne Henriksen.
Noah Otto Storm som drengen Theo, der bliver tvangsfjernet af socialrådgiveren Lars spillet af Bjarne Henriksen. Foto: DR
Vis mere

Lillebroren har fødselsdag, og selvfølgelig er det ikke sjovt at skulle fejre den hos en ellers sød plejefamilie, og derfor flygter han hjem til sin mor og far.

Noah Storm Otto, der spiller familiens yngste medlem Theo, har indtil videre stået i skyggen af de voksne skuespillere, men i fjerde afsnit får han for alvor lov til at brillere og vise sit naturtalent, da han kastes frem og tilbage i det kommunale system.

Den unge debutant imponerer på sin egen underspillede facon, og det er decideret hjerteskærende, da den lille fyr iført sin elskede monster-maske efter et døgn i 'frihed' midt på villavejen tvinges tilbage til sine plejefamilie, mens hans forældre i baggrunden holdes tilbage af politiet.

Theo betaler indtil videre den højeste pris, og derfor gør det ekstra ondt, hver gang Bjarne Henriksens socialrådgiver kommer mere og mere i tvivl.

For gør han og kommunen det rigtige? Som forudset kommer det nu frem, at han tidligere har taget fejl i en lignende sag, der endte med, at en far slog hele sin familie ihjel, og derfor løber han denne gang ingen risiko.

Som en anden krimi fortsættes der med at blive lagt små spor ud, så man som seer kan gætte med på, hvad der er op og ned i historien.

Politiets forhør af Theo har ført til, at man dropper sigtelsen mod faren, men ligesom man tænker, at det nok er storesøster, der lyver, vil faren så pludselig stikke af fra det hele.

»Hun er jo klar til at sende mig i fængsel,« lyder det igen fra faren, der fortsat spilles perfekt tvetydigt af Peter Plaugborg.

Er han voldelig? Er han ikke ved at tage kvælertag på moren, før han så afbrydes af sin telefon?

Og hvor er det irriterende, at han til sidst imod sin kones vilje vælger at sende videoptagelsen af tvangsfjernelsen til den lokale avis. Det kan godt være, han er desperat, og at han har ret i, at familien aldrig bliver den samme igen, men nu beder han bare om kaos.

Stor ros til Peter Plaugborg for, at jeg kan blive helt irriteret over at skulle ridse hans karakters handlinger op...

'Ulven kommer' består i alt af otte afsnit, og som tidligere nævnt i forbindelse med et andet afsnit kan jeg være i tvivl, om historien kan bære så mange timers tv.

Serien holder fortsat et højt niveau, men bortset fra den forfærdelige tvangsfjernelsesscene nåede fjerde afsnit ikke samme dramatiske højder som tidligere. Sidehistorien med Holly, der ser ud til at få et godt øje til plejefamiliens lidt ældre beboer, er endnu også lidt uinteressant, så det er spændende, om vi nu skal igennem et par mellemgode afsnit før den store finale.

Lige nu er min (oplagte) teori, at Holly indtil videre har løjet, men at faren i frustration kommer til at gøre noget overilet, og når Holly så igen råber op, er det for sent.