Lyt til artiklen

Så slog DRs julekalender bogstavelig talt gnister!

Vi er nu tre afsnit inde i eventyret om Karen Høst og hendes forhold til gårdnissen Rumle, og selvom vi stadig er i den indledende, introducerende fase – og de voksne skuespillere stadig spiller lidt for karikeret – kom der dejligt tempo på hen imod slutningen af dagens udgave af 'Julehjertets hemmelighed'.

Karen vil ikke være voksen og påbegyndte sit nisseritual, og samtidig fik hendes storebror Rasmus og gårdejer-datteren Marie Louise et lyn til at slå ned i gården, så alle karakterer nu formentlig står i julekalenderproblemer til halsen i de kommende mange afsnit.

Det skal nok blive godt.

Nissen Rumle og Karen bliver forenet via et magisk julehjerte-ritual.
Nissen Rumle og Karen bliver forenet via et magisk julehjerte-ritual. Foto: DR
Vis mere

Derudover er der generelt noget dejlig oldschool julekalenderstemning over 'Julehjertets hemmelighed'.

Den eventyrlige underlægningsmusik og flotte scenografier som skovheksens hjem ude i den tågefyldte skov sætter effektivt rammen for historien.

Karen-karakteren står lidt for meget alene, når hun ikke har Rumle, og jeg håber, hun fremadrettet får en menneskeven at kunne læne sig op ad.

Til gengæld kom jeg til at tænke på, om hun i virkeligheden er en ung udgave af småkage-legenden Karen Volf?

Vigga Bro er julekalenderens halvskøre skovheks 'Skovkonen'.
Vigga Bro er julekalenderens halvskøre skovheks 'Skovkonen'. Foto: DR
Vis mere

I to ud af tre afsnit har Karen nu charmeret sig frem i verden ved hjælp af sine småkager, og man sidder nærmest bare og venter på, at hun om fem afsnit dropper sit nissepjat og åbner en småkagefabrik.

Vigga Bro skal have et par rosende ord med på vejen for sin indlevende og herlige udgave af en sød gammel heksekone.

På TV 2 har Tinka-serien Birthe Neumann, og på DR har de i 'Julehjertets hemmelighed' altså Vigga Bro til at fyre de sjove replikker af og få smilene frem rundt omkring i stuerne.

'Julehjertets hemmelighed' er tilbage på sporet, og nu håber jeg, at afsnittets cliffhanger med Karen, der havde glemt at læse det med småt inden udførelsen af nisseritualet, bruges til noget interessant de næste par afsnit.