Selvom 'Gift ved første blik' i bund og grund er gammel vin på nye flasker, så er det altså stadig intet mindre end genialt tv, og det beviser den netop overståede sæson syv i den grad også.
De seneste otte uger har jeg både bandet over Daniels passivitet, klukket over Morten og Mettes akavede sexjokes og igen og igen, krummet tæer over Jonnas umiddelbart usunde forhold til sin hund. Er der virkelig andre derude, der lader hunden sove i en vugge og synger godnatsang for den? Det håber jeg ikke.
'Gift ved første blik' er den slags tv, man ikke kan lade være med at snakke med kollegaer om dagen derpå, og det er lige netop derfor, det er så godt.
Ingen af parrene i denne sæson er kommet i nærheden af den mængde både guldkorn og drama, som det legendariske par Michael og Christina, også kendt som 'skatter og skatter', leverede i forrige sæson.
Nogle vil måske mene, at de fire par i denne sæson var mere til den kedelige side, men jeg synes, det er forfriskende, at vi for første gang i programmets historie rent faktisk har troet på alle parrene – i hvert fald på et eller andet tidspunkt.
Sæson syv har desuden haft lidt ekstra underholdningsværdi takket være de større debatter, flere afsnit har medført. Er det i orden at kalde Pernille Vermund racist? Hvordan bør DR agere i sådan en situation? Hvordan tackler man bedst spørgsmålet om samtykke før sex med en ny partner? Og er Morten i virkeligheden en klaphat eller helt for at bringe en samtykkeerklæring, på papir, i spil?
En anden ændring i sæson syv har været, at DR valgte at matche de fire par efter forelskelsespotentiale og lægge mindre vægt på, om de nødvendigvis ville passe sammen på den længere bane.
Det fik umiddelbart den glædelige konsekvens, at ingen af parrene blev decideret misfornøjede ved første blik, som det har været tilfældet i nogle af de tidligere sæsoner.
Omvendt har vi i år set et par som Michael og Pernille, der nok havde en stærk tiltrækning, men som simpelthen boede så langt fra hinanden, både politisk og geografisk, at de ikke kunne få hverdagen til at fungere.
Afstand er et evigt problem i 'Gift ved første blik', og som seer undrer jeg mig over, at det sker gang på gang. Der skal da ikke en psykologuddannelse til for at konstatere, at hvis den ene part bor på Langeland, har to børn og nægter at flytte sig ud af flækken uden at blive teenagefornærmet – ja, så bliver det nok gevaldigt op ad bakke med det forhold.
Skyldes det, at DR simpelthen ikke får nok tilmeldinger til at lave bedre matches? Sandsynligvis.
Omvendt må man også bare helt kynisk konstatere, at konflikt er godt tv. Hvis de alle fløj lykkeligt af sted på en lyserød sky fra afsnit et og frem, ja, så ville vi nok alle kede os ihjel. Det ved DR naturligvis også.
Selvom konflikt er godt, og meget konflikt er meget godt, især når vi taler reality-tv, som 'Gift ved første blik' jo nu engang er, så har jeg dog en enkelt bøn til DR til næste sæson:
Pas nu på dem, der tydeligvis ikke egner sig til sådan et program. I år var det Daniel, sidste sæson var det Frederik. Mænd, der ikke kan sætte ord på noget som helst og samtidig har minimal erfaring at trække på. Så skal man altså ikke giftes og have et forhold for rullende kameraer. Det er synd for både dem, deres tv-mage og os, der skal se på det.
Efter otte års 'Gift ved første blik' og hele syv sæsoner kunne det være oplagt at kræve fornyelse. Men personligt håber jeg ikke, at DR pensionerer Danmarks bedste realityprogram lige foreløbig.
